Krigen!

Tilstanden i de to lande Kakoc & Kahoven er langt fra roligt. De to lande har som kendt været i mundhuggeri med hinanden men nu ser det ud til at ske noget, for de to lande har erklæret hinanden krig, eller rettere, Kakoc har erklærede Kahoven krig… kong Matthew har gjort det klart at Kahoven ikke vil vises nåde, og Kong Akihiko svor på at han ikke ville lade dem betræde Kahovens jord.

Kort inden krigens udbrud

Slottet i kahoven
Rosella trådte ind i de kongelige gemakker hvor Akihiko og Haru sad og diskuteret. Begge mænd hævede deres blikke fra kortet mellem dem og så op på deres søster. Akihiko med hovedet på skrå, Haru med et spørgende blik. Hun lukkede døren efter sig og trådte hen til dem, trak en stol ud og satte sig. Mændene vekslede blikke, kongen sukkede, Haru tog ordet. ”Rosella… du..” mere nåede han ikke at sige ”Jeg tager med… sådan er det bare” svarede hun bestemt og med en stædig tone. Godt nok havde Haru trænede hende en del den sidste tid, og ligeledes havde hun fået vejledning fra Celeste, men det var kun til selvforsvar, en plan B hvis de skulle tabe krigen. ”Rosella, vi kan ikke alle drage i krig, at efterlade kahoven uden konge eller dronning…” begyndte Akihiko men blev afbrudt af hende ”Hvis nogen skal blive er det Haru, han har Celeste at tage sig af og et barn på vej ... eller bliv du! Jeg kan alligevel ikke styre landet eller noget som helst så enten kommer jeg med eller så bliver vi alle hjemme” svarede hun stædigt. Brødrene sukkede, og så begyndte mændene igen at planlægge, Rosella lyttede blot opmærksomt til.

Senere havde Haru fundet celeste, denne var kun nogle få måneder henne men som enhver anden kvinde følte hun sig en anelse sølv eller ekstra træt af og til. Hun sad derfor på sit værelse og slappede af da haru trådte ind. Diskussionen blev kort, for Haru forklarede hende i korte træk hvad der skulle ske, og bad hende blive tilbage i kahoven hvor hun ville være i sikkerhed, selvfølgelig protesteret hun men nikkede i sidste ende og gav efter for hans ønske.

Rosella havde sine egne problemer med at forsøge at holde både Aka og Masashi tilbage men uden held, begge ville i kamp og hun kunne intet stille op. Et forsøg på at holde sin kusine tilbage lykkedes heller ikke, Mikara var fast besluttet på at deltage, ganske enkelt for at hjælpe.

Slottet i Kakoc
Matthew gik frem og tilbage, hans blik var fjernt, sindet opmærksomt idet hærføreren snakkede om planlægninger, strategier og andet. Ray Stod med hænderne folede på ryggen og lyttede ligeledes med, Chikako stod for sig selv i nærheden af et vindue og virkede til at kede sig, hendes blik fulgte dog opmærksomt faderen mens denne gik frem og tilbage tydeligvis i dybe tanker. Sierra trådte ind hvilket kort bragt hærføreren til tavshed. Dronning lod blikket glide hen over sin mand og hævede det ene bryn, rystede på hovedet og gik hen til ham, stillede sig i vejen for ham og tvang ham derved til at standse hvor han så på hende med sit sædvanlige ligegyldig blik. ”Jeg tager med” sagde hun ganske roligt, denne gang var det kongens tur til at hæve det ene bryn ”Gør hvad du vil.. så længe du holder min søn… i live” svarede han. Sierras blik var tydeligt utilfreds, men hun nikkede. Hans blik blev vendt mod hærføreren og denne fortsatte.

Jadyn, kongefamiliens kusine forsøger at komme nærmere familien og erklære kort tid efter at hun slutter sig til dem. kongen er ligeglad, hun har forældre der kan holde hende tilbage hvis de ønsker.

Krigen

Begge lande havde samlede deres hær, størrelsesmæssigt så det værst ud for Kahoven, landet var i undertal for her hev man ikke selv børn med ud i krigen, og kvinder blev ligeledes holdt tilbage. Derudover havde man sørgede for at landet ikke var helt forladt af mænd som kunne forsvare det hvis det skulle blive behov for det. Kahoven havde sendt besked til Koray og den forstående krig, og de havde skam fået svar, men desværre var Korays hær forsinkede og hvornår de ville nå frem var der ingen der vidste. Kahoven stillede sig klar, ligeledes gjorde Kakoc.

Kongen af Kahoven forsøgte at holde modet oppe selvom det så slemt ud, Matthew derimod så ud til at være ganske tilfreds, for modstanderen var i undertal. Akihiko forsøgte at trække tiden ud, han sendte bude til kakocs lejer, forklarede at det ikke behøvede at ende sådan men lige meget hjalp det. Snart ville helvede bryde løs, og kun guderne ville kunne hjælpe. Var disse overhoved tilstede? Ifølge kahoven ja.. ifølge Kakoc… nej!
I Kahovens lejer var stemningen trykket, hvor man derimod virkede ganske tilfredse på den anden side. Folk holdt vejret, Kahoven var opmærksomme, for ikke nok med at de var i undertal hvad soldater angik, men de havde for det første også de tre kongelige med, så tabet var stort hvis de tabte krigen og for det andet vidste de hvor lumske og respektløse fjenden kunne være, så mand væk et sekund kunne det være slut.

Haru strammede grebet om hestens tøjler og kastede et blik mod kongen der virkede til at være blevet 30 år ældre i løbet af de sidste par timer. En nhånd blev lagt på broderens skulder ”Vi klare den” lød Harus beroligende stemme. ”Du går ingen steder du!” lød rosellas stemme idet hun greb fat i Akas krave. Kongen og prinsen vendte blikket mod deres søster som stædigt greb fat om drengens håndled ”Hold dig til Nowo og gøre som han siger”. Nowo dukkede op og halede nu af sted med Aka tilbage mod teltene, hvor Rosella stillede sig mellem brødrenes heste. Hun virkede rolig, men begge brødre kunne se at hun havde lyst til at flå Matthew i stumper og stykker, for der hvor de stod fra… kunne de nemlig se ham på sin hest, hvor han ligeledes kunne se dem.

Matthew smilede, et køligt livløst smil ”Hvad er så morsomt” lød dronningens stemme ”De er her.. alle tre…” svarede han hvilket fik dronningen til at se ud over fjendens lejer, og blikket faldt på de tre skikkelser. Et lige så koldt smil brød hendes læber. Ray indtog sin plads på faderens side ”Hvad venter vi på?” spurgte han, for der var virkelig intet at vente på ”Vi er tydeligvis i overtal, at stå her vil give os en fordel når kampen bryder ud… kahovens hær er allerede nervøs, de er langt i undertal og jo længere tid der går.. jo mere rastløse bliver det… en uopmærksom fjende er altid en fordel” svarede kongen. Ray nikkede, hans søster stillede sig ved siden af ham ”Det her skal nok blive sjovt” sagde hun lavt, alligevel var det ikke spor svært at høre.

Efter godt fire timer… brød helvede løs!

Kakoc samlede deres tropper, så delte de sig, så samlede de sig igen og sådan gik tiden med. Kahoven holdt øje med dem, de sendte enkelte soldater ud for at holde øje med dem, se hvad de lavede når de delte sig og kom tilbage for at rapportere. Kort tid efter brød kampene ud.

Kakoc angriber, og så er det bare med at svare tilbage lyden af stål der ramte stål var slet ikke til at overhøre, lyden af skrig og råb af smerte var det eneste der kunne høres. Ved udkanten af slagmarken sad enkelte skikkelser og blot så til med grumme smil over læberne og kolde blikke, de hverken hjalp til eller blandede sig. skikkelser som Seth, der tydeligt så ud til at morer sig over at folk slagtede hinanden.

Andre folk valgte at hjælpe, folk som i virkeligheden intet havde med krigen at gøre, folk som Daquan Huojin Shoushan, en fyr der burde have holdt sig udenfor men som valgte at deltage som soldat, og Kath Leon Teyan, en præstinde der sørgede for at hjælpe de sårede.

Midt i mængden blev det tydeligt for både Haru og Rosella at White var med i krigen, begge søgte denne mand, Haru for at gøre en ende på hans liv og Rosella af selv samme grund. Matthew havde bragt White med i krigen, og brugte hende nu som levende skjold. Enhver der kom ham tæt på opdagede at det var White og standsede sit angreb for så at blive hugget midtover af Matthews sværd. ”Fjolser!” ordet gled ud over forsamlingen og underligt nok var det ikke svært at høre. Hans stemme tiltrak sig Blacks opmærksomhed som i selv samme nu dræbte en soldat fra Kahoven og allerede var i færd med at udse sig sit næste offer. Hans stemme fik hende dog til at vende blikket mod Matthew, og blikket faldt på White vis tøj var ødelagt, pjaltede og hun var sårede af enkelte strejf med sværd eller knive. Sårene var dog overfladiske, intet en engel ikke kunne klare.

Black satte kursen mod sin søster, med vreden tydeligt lysende ud af hende hvor hun skreg Matthews navn hvilket fik tiltrukket Harus opmærksomhed. Denne satte kursen imod dem men hesten blev skubbede af vejen af andre rytter, og fjender som han måtte nedkæmpe for at komme videre. I mellemtiden nåede Black sin fjende, og fik på samme tid trukket sin søster ned fra hesten for dermed at kunne sige at have befriet hende fra Matthews greb. Et slag var selv sammes sværd sårede hende og hun faldt til jorden. Matthews hest blev skubbet til side og White blev skubbede af andre og derved blev de to søstre adskilt fra hinanden. Snart var Haru dog fri igen og blikket faldt på White som forvirret så sig omkring i slagmarken efter sin søster. Han fik trukket hende op bag sig på hesten, og med en del besvær sat hende af ved lejeren hos præstinderne. White bad ham hente Black da denne var sårede, han lovede at gøre det hvis han kunne finde hende.

Rosella var kommet i klemme med nogle store fyrer, hun var nød til at benytte sig af magi for at slippe levende derfra, ude af øjenkrogen løftede en eller anden sværdet for at hugge hende i to, dette så hun, tænkte for sig selv at det var ude med hende og kneb øjnene tæt sammen, lyden af stål der ramte stål fik hende til at åbne øjnene igen, og se Kokoro spidde manden ihjel. Han havde en del sår men smilede et svagt opmuntrende smil til hende. Han burde slet ikke være der! han burde være hos sin kone! ”Tag Dem ikke af mig Deres højhed…” lød hans stemme idet han kunne se at hun betragtede ham med bekymring. Hun bed sig svagt i underlæben og nikkede, vendte blikket rundt og kæmpede sig videre gennem mængden. Hendes blik faldt på Haru ikke langt væk, han satte White af hos præstinderne hvilket fik hende til at ånde lettet op, White var i god behold.. for nu.

Hendes blik gled videre rundt, søgende efter en anden, nemlig Masashi, denne var i kamp med en anden og hvor dog han klarede sig godt. Enhver der nåede i nærheden af ham fik et ordentligt spark, eller slag, eller et hug med sværdet og så rejste modstanderen sig aldrig op igen. Blikket gled videre rundt, søgende efter en anden, Aka kunne hun ikke se, heller ikke Nowo, forhåbentlig holdt han knægten hos sig. Hendes blik faldt dog på Akihiko, hendes bror så vred ud, hvorfor så han så vred ud? Alle vidste at der skulle en del til før kongen af kahoven blev vred. Hendes blik fulgte hans og hun stivnede. Han stod overfor Matthew. Hun skubbede hesten frem idet de to hævede deres sværd og påbegyndte deres duel. Hendes blik så ikke andet end de to og det var som om folk flyttede sig for at give dem plads til at kæmpe. De angreb hinanden igen og igen, og snart havde Akihiko tvunget Matthew af hesten, eller rettere, væltede ham, men fordi ære og respekt betød så meget for kongen stod hans elv af hesten for at fortsætte kampen. Matthew kom på benene hævede sit sværd og ellers fortsatte kampen mellem de to konger. Rosella lod blikket glide rundt, nogen måtte gøre noget, hun kunne se Haru travlt optaget af en fjende, Masashi ligeledes., hendes blik søgte kokoro men også denne var i kamp, lige bag hende, sikkert i gang med en fjende der havde forsøgt at såre hende, hvor huns elv kun havde fået ganske få skræmmer og snavs. Hendes blik blev vendt mod kampen igen, hvor det lykkedes Matthew at bringe Akihiko ud af balance, hun så til mens broderen forsøgte at genvinde balancen men i stedet for fik sværdet stukket lige ind i brystet. Hun vidste ikke at hun skreg, men det gjorde hun for folk omkring hende stivnede, Masashi, kokoro og Haru vendte alle deres blikke i hendes retning idet hun sprang af hesten og kæmpede sig den sidste vej hen til kongen. Derved kom hun væk fra Kokoro som forgæves forsøgte at indhente hende, Masashi forsøgte ligeledes men uden held og Haru kæmpede sig igennem med sin hest. Rosella nåede hen til Akihiko, denne var endnu ikke død, hun satte sig ved siden af ham, løftede hans hoved op i skødet og børstede snavs og andet af hans kind. ”Aki… ” hendes øjne var fulde af tårer, og stemmen knækkede over idet en tåre trillede ned på broderens pande. Han åbnede øjnene, så på hende og smilede blidt, et fredfyldt smil idet han med sidste kræfter løftede hånden og strøg hendes kind ”Rosella… du skulle vide.. hvor.. du ligner … mor” hviskede han næsten uhørligt hvor nogle af ordene ikke blev udtalt helt tydeligt. Hans hånd faldt, og så forlod livet hans krop. En gyselig stemme fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen ”Jeg sagde jo.. at det kun var starten” hun vendte sig om, så lige op på Matthew som gloede grumt ned på hende. ”Dit uhyre!” hvislede hun vredt og med øjne der afspejlede det had hun følte. ”Ih tak..” svarede han og lød taknemlig. ”Nå.. din tur… eller måske skulle jeg gøre det af med Haru først… nej hvorfor spilde tiden nu hvor jeg har dig her…” fortsatte han og lød ret eftertænksom i nogle sekunder inden han fik taget sin beslutning og løftede sværdet for at dræbe hende. Hun så trodsigt på ham, uden at blinke men slaget ramte hende for Harus sværd afbrød slaget. ”Meget lav af dig… for det første er hun en kvinde, for det andet ubevæbnet… men jeg tvivler på at du ved hvad ære og respekt er” lød Harus sammenbidte tone. Matthew var blevet overraskede over dennes ankomst at han nær havde tabt sværdet, men det skete ikke. "Ære.. respekt... ja det er hvad der dræbte din bror" De to mænd kredsede om hinanden mens nogle soldater fra Kahoven samlede liget af deres afdøde konge og fik fjernet det fra slagmarken.

Rosella kom på benene og pressede læberne sammen idet hun flyttede sig for ikke at komme i vejen, en klump havde fundet sig vej til hendes hals og hun kunne knap sige noget. Hun kunne ikke andet end at tænke på Celeste, hvor måtte hun være bekymret. På den anden side var det bedst at hun var hjemme, at se det her ville næppe være godt for nerverne.

Det var først ved dette mødte at helvede virkelig brød løs. De to mænd kæmpede bravt, Matthew var et naturtalent med et sværd, det var tydeligt at han havde trænede en del for at nå til dette punkt og den erfaring. Han svang sværdet, og Haru parerede let og elegant for at gøre et udfald mod ham. sådan blev det ved, mændene fik snittede hinanden enkelte gange. Hvor Matthews familie snart også stod og kiggede på, hans kone gjorde i hvert fald, og hans datter et stykke derfra. Haru gjorde endnu et udfald, og endnu et og snart var det tydeligt hvem der styrede kampen for selvom Matthew var et naturtalent, så var Haru født til denne kamp! Oraklet havde talt en gang, og det gik nu i opfyldelse. For i næste nu svang Haru sværdet så hårdt at Matthews sværd fløj ud af hånden på ham, og endnu et sving sørgede for at snitte halsen over på ham hvor kongen af Kakoc omsider faldt død om.

Dronningen skreg og angreb Haru for pludselig at falde død om med en pil gennem hjertet. Rosella vendte sig om for at se hvem der havde skudt den pil, hendes blik faldt på Aka der stod med et stort smil over læberne, dog i få sekunder for med det samme havde Jadyn angrebet ham og sårede ham dybt hvilket fik Rosella til at farer hen til ham. Hun satte sig ved siden af ham inden hun lod blikket glide rundt søgende efter Nowo, han var ikke langt væk og hans blik faldt på hende. Han gispede et gisp som hun uden besvær opfattede og kæmpede sig vej hen til dem. Satte sig ved dem ”Hen til præstinderne” sagde hun og løftede ham med en del besvær op. hun skyndte sig hen til de såredes telt og satte ham der, hvor huns elv satte sig ved siden af ham og så hjælpeløst til ”Du vover på at dø fra mig høre du!” hvislede hun hvor Nowo holdt Akas anden hånd ”Vi kommer begge efter dig hvis du gøre” svarede han sammenbidt.

Nu dukkede Korays hær op, ført af deres konge Arash der kastede sig ind i kampen. Lyden af øgede råb og skrig var slet ikke til at overhøre. Rosella stillede sig ved teltets åbning og så atter ud over slagmarken. Det var dog efterhånden blevet ret mørkt, og man kunne knap skelne ven fra fjende om end Korays soldater ikke var til at overse alligevel.

Haru havde taget kommandoen, han nåede at udveksle nogle få ord med Arash inden han atter kastede sig ind i kampen. Ray stod snart foran ham, de to unge mænd så på hinanden og uden at sige noget kastede de sig ud i en kamp. Rays hest blev dog skubbet væk af hans kusine da hun havde lovede dronning at sørge for at han intet kom til, og denne måtte med vrede slå den næste fjende ihjel. Hans søster overtog dog hans plads, og med et lige så dødt smil over sine læber som sin fars tog hun kampen op. Hun havde fået enkelte sår, og et slag fra Haru sørgede for at hun blev blind for resten af livet, i hvert fald på det ene øje. Desværre kostede det ham hukommelsen, for en vred sindssyg kvinde som prinsessen af Kakoc var meget farlig, og snart havde hun givet hesten sporene og med skjoldet i den ene hånd stødte hun lige ind i ha, væltede ham af hesten og han ramte jorden med hovedet først hvilket sørgede for en bevidstløs prins.

Rosella måtte atter forlade teltet for hun kunne se at der ikke var hoved eller hale i noget. Hun fandt Masashi som sørgede for at dække hendes ryg, hun havde nemlig set Kokoro ligge bevidstløs i teltet mens en præstinde tog sig af ham. Hun fandt Arash, han havde tydeligvis pådraget sig et ar på tværs af brystet, denne så på hende med et hævede bryn, forstod ikke hvad hun lavede derude. ”Har du set Haru!?” råbte hun gennem larmen. Han rystede på hovedet ”Gøre noget!” sagde han hvilket fik hende til at glippe med øjnene. ”Vi er tydeligvis i overtal nu, men De må bruge Deres stemme” Rosella bed sig i underlæben, hendes stemme? Den evne havde hun ikke brugt længe og sidste hun havde forsøgt havde den ikke virkede. Hun tøvede, men Masashis hånd på skulderen gjorde det klart at hun måtte forsøge. Hun nikkede, og inden der var gået lang tid var der atter stille på slagmarken. White dukkede op fra teltet, hendes blik faldt på Black, hun skyndte sig hen til sin søster men Black døde alligevel.

Kakoc tog de sårede og vendte hjem, og blandt de sårede… var en bevidstløs prins af Kahoven.

De døde
Kongen af Kahoven/ Akihiko
Kongen af Kakoc/ Matthew
Dronningen af kakoc/ Sierra
Soldat / Black

Farveforklaring:
Gul: Folk fra Kahoven
Rød: Folk fra Kakoc
Grøn: Folk fra Koray