Post by Zenith Coshtar Fidelius on Dec 9, 2010 23:45:08 GMT 1
Fulde navn: Zenith Coshtar Fidelius, bliver kaldt Zen af sine nære venner.
Alder: 223 år men ligner én på 25-26.
Køn: Mand
Race: Lyselver
Land: Koray
Job/Rang: Kongelig healer
Tilbeder:
Orpheus – Mørkets gud
Luna – Månens gudinde
Våben: Kan bruge bue og pile, men Zenith går sjældent rundt med våben, da han hælder meget mere til den fredelige og forsonlige type. Han har dog sin stærke magi, hvis selvforsvar bliver en nødvendighed.
Evner: Indenfor de magiske evner, som lyseleverne har, har Zenith en usædvanlig kraft indenfor healing. Derudover har han et særligt talent indenfor urteblandinger og helbredende (eller dødbringende) eliksirer.
Familie:
Udseende og tøj: Zen er ganske bleg og har halvlangt, lyst hår, der til tider kan se helt snehvidt ud når det reflekterer lyset. Hans blide øjne har en usædvanlig emerald grøn farve, som konstant virker dybe og varme. Zens beklædning er stærkt præget af smukke mønster og smykker mm. Han formår dog at bærer det med en vis elegance.
Personlighed: Zenith er generelt et venligsindet og hjælpsomt væsen, der uden tøven vil gøre alt i sin magt for at støtte og vejlede de folk, der har brug for det. Hans sind er næsten altid i ro(bortset fra hans tendens til meget skarpe humørsvingninger, som sker ret ofte), og det er næsten umuligt at ophidse ham, med mindre de, han holder af, er indblandet og udsat for fare. Desuden bliver han let betaget af smukke kvinder, mennesker som andre væsner, og kan overhovedet ikke definere forskellen mellem en ægte forelskelse og en fysisk tiltrækning. Han har en dårlig vane med det ene øjeblik at være utrolig betaget og opslugt af den en kvinde, for dernæst at falde for den anden osv. Det er dog ikke noget, han er bevidst om. At blive draget og tiltrukket af skønheden er bare noget, der virker helt naturligt for ham. Det er ganske få personer, der formår at komme helt ind til ham. Enten har de ikke kunnet forstå hans lettere poetiske, varme, livsglade personlighed, der på nogen kan virke lidt for fjernt eller distancerende, eller også har de bare ikke kunnet lide hans anderledes væremåde.
Fortid: Zenith kom oprindeligt fra en næsten helt idyllisk familie i Koray. Hans familie var adelige og særligt anerkendt for deres evner indenfor healing. Zenith manglede aldrig noget. Hverken venner, penge eller kærlighed fra forældrene, som mange rige enebørn ellers var. Det varede dog kun til hans 5 års fødselsdag, hvor han en dag blev brutalt slået ned på vej hjem fra en vens hus og kidnappet. Det viste sig, at gerningsmændene længe havde overvåget Zenith og ventet på deres chance til at fange ham, så de kunne bruge ham som gidsel til pengeafpresning af forældrene. Da Zenith var kommet til sig selv, var han fuldstændig forslået og kunne knap nok se gennem det ene øje, så hævet som det var. Hans første reaktion var at græde, men det endte kun i få snøften, eftersom læberne begyndte at sprække og bløde, hvis han bevægede dem. Han var bundet fast til en stol og sad blot der de næste 7 dage, med kun lidt vand og ost at leve af. Aldrig havde han været så skræmt.
Natten inden den 8. dag, hvor det var meningen, at hans forældre skulle komme og købe ham tilbage, blev gerningsmændene myrdet for øjnene af den dengang kun 5-årige Zenith. Ikke en lyd slap hans læber, og hans blik kunne ikke se andet end hans to kidnappere og alt det blod, der fossede ud af dem. Fuldstændig paralyseret af frygt og chok, opfattede han kun et par stærke arme, der brutalt tog ham ved nakken, før han besvimede.
Senere viste det sig, at han var blevet kidnappet. Igen. Men denne gang var det ikke for pengenes skyld. Han skulle sælges som slave i Kakoc. Zen vidste ikke, hvem de var, men de havde spidse øre, ligesom ham, men på trods af dette lille fællestræk, behandlede de ham endnu værre end de tidligere kidnappere. De slog ham, når de havde lyst, når han ikke svarede, når de kedede sig, når han græd i smug og generelt bare hver gang, de kunne finde en hvilken som helst grund til det. Denne daglige mishandling ødelagde ham fuldstændig, og til sidste reagerede han ikke engang længere på deres slag.
Da de var ankommet til Kakoc, gjorde han heller ikke modstand da hans kidnappere slæbt ham til slavemarkedet. Hvem ville overhovedet købe en som ham? Han var forslået, havde brækket anklen, havde rifter, blåmærker og store åbne sår overalt på kroppen og hans ribben trådte tydeligt frem under huden. Alligevel blev han købt en mørk aften af en herre, der var fornemt klædt på.
”Lyselever?” havde han spurgt, og kidnapperne havde nikket. Derefter havde de forhandlet med prisen og langt om længe blevet enige.
Zen havde været for lille til at forstå sine kræfter dengang, og havde nægtet at vise hans rige køber, hvad han var i stand til. Det havde gjort vampyren så rasende, at han stak ham en syngende lussing og beordrede den lille dreng ned til tjenestefolkene. Her arbejde han i mange, mange år, mens tomheden i ham voksede og voksede for hver dag der gik.
Indtil en anden lyselver ved navn Celisha dukkede op. Hun var den eneste, som han turde åbne sig op overfor, den eneste, som han tørre snakke og grine sammen med og den eneste, som han efterhånden begyndte at holde af. Da de flygtede til Koray(han havde hørt godt om dette land, men vidste ikke, at det faktisk er der, han kommer fra), havde han oprindeligt planlagt at klare sig på egen hånd, men da han opdagede, at Celisha havde mistet sit syn, besluttede han sig for at følge og beskytte hende resten af sit liv.
Det var også omkring dette tidspunkt, at han opdagede hvilke store kræfter han besad som lyselver, og hvilken gave, hans forældres blod havde foræret ham.
Hans interesse indenfor helbredende urter og magiske eliksirer og trylle drikke samt hans stærke healende evner fik ham senere ind på Korays slot som kongelig healer, hvor han endnu i dag studerer og udforsker.
Minder:
(Ingen minder fra barndom, eftersom han har glemt alt om den)
Den dag han mødte Celisha, som fjernede noget af den tomhed, der havde fyldt ham indefra.
Dengang han opdagede sine evner og den lidenskab, han havde indenfor healerkunsten.
Da han blev Korayss kognelige healer. Aldrig havde han troet, at han, en ubetydelig tjenestedreng på flugt, kunne blive til noget så stort.
Styrke:
Hans evner indenfor magien.
Han er uforudsigelig og ikke til at gennemskue.
Hans udseende.
Hans imødekommenhed og varme udstråling.
Svaghed:
Alle slags krystaller, metaller, smykker og lign. Han elsker dem simpelthen, og bliver meget let distraheret af den smukke glitrende, blanke overflade eller den måde, hvorpå lyset bliver reflekteret på disse genstande osv.
Smukke væsner, mænd som kvinder.
Hans ærlige kommentar eller meninger kan være direkte fornærmende.
Han kan til tider være meget naiv og uvidende omkring det følelsesmæssige.
Sine skarpe humørsvingninger, der kan gøre det lettere frustrerende for de mennesker, han er sammen med. Det ene øjeblik kan han fx være glad og kærlig, mens han i det andet pludselig er opgivende og fjern. Vrede indgår dog meget sjældent i disse svingninger.
Celisha, som han har svoret til sig selv at ville beskytte resten af livet.
Zen har fuldstændig fortrængt sin fortid, og husker ikke længere tilbage end til da han blev tjenestedreng for en Lord Vampire. Hans familie, identitet og hjemland er fuldkommen glemt.
Seksualitet: Hetero… sådan da.
Andet: Han reagerer kun på kælenavnet Zen, når det kommer fra hans mest nære venner. For hvis ikke navnet bliver kaldt med de velkendte stemmer, så lyder det også fremmed i hans egne ører.
Alder: 223 år men ligner én på 25-26.
Køn: Mand
Race: Lyselver
Land: Koray
Job/Rang: Kongelig healer
Tilbeder:
Orpheus – Mørkets gud
Luna – Månens gudinde
Våben: Kan bruge bue og pile, men Zenith går sjældent rundt med våben, da han hælder meget mere til den fredelige og forsonlige type. Han har dog sin stærke magi, hvis selvforsvar bliver en nødvendighed.
Evner: Indenfor de magiske evner, som lyseleverne har, har Zenith en usædvanlig kraft indenfor healing. Derudover har han et særligt talent indenfor urteblandinger og helbredende (eller dødbringende) eliksirer.
Familie:
Udseende og tøj: Zen er ganske bleg og har halvlangt, lyst hår, der til tider kan se helt snehvidt ud når det reflekterer lyset. Hans blide øjne har en usædvanlig emerald grøn farve, som konstant virker dybe og varme. Zens beklædning er stærkt præget af smukke mønster og smykker mm. Han formår dog at bærer det med en vis elegance.
Personlighed: Zenith er generelt et venligsindet og hjælpsomt væsen, der uden tøven vil gøre alt i sin magt for at støtte og vejlede de folk, der har brug for det. Hans sind er næsten altid i ro(bortset fra hans tendens til meget skarpe humørsvingninger, som sker ret ofte), og det er næsten umuligt at ophidse ham, med mindre de, han holder af, er indblandet og udsat for fare. Desuden bliver han let betaget af smukke kvinder, mennesker som andre væsner, og kan overhovedet ikke definere forskellen mellem en ægte forelskelse og en fysisk tiltrækning. Han har en dårlig vane med det ene øjeblik at være utrolig betaget og opslugt af den en kvinde, for dernæst at falde for den anden osv. Det er dog ikke noget, han er bevidst om. At blive draget og tiltrukket af skønheden er bare noget, der virker helt naturligt for ham. Det er ganske få personer, der formår at komme helt ind til ham. Enten har de ikke kunnet forstå hans lettere poetiske, varme, livsglade personlighed, der på nogen kan virke lidt for fjernt eller distancerende, eller også har de bare ikke kunnet lide hans anderledes væremåde.
Fortid: Zenith kom oprindeligt fra en næsten helt idyllisk familie i Koray. Hans familie var adelige og særligt anerkendt for deres evner indenfor healing. Zenith manglede aldrig noget. Hverken venner, penge eller kærlighed fra forældrene, som mange rige enebørn ellers var. Det varede dog kun til hans 5 års fødselsdag, hvor han en dag blev brutalt slået ned på vej hjem fra en vens hus og kidnappet. Det viste sig, at gerningsmændene længe havde overvåget Zenith og ventet på deres chance til at fange ham, så de kunne bruge ham som gidsel til pengeafpresning af forældrene. Da Zenith var kommet til sig selv, var han fuldstændig forslået og kunne knap nok se gennem det ene øje, så hævet som det var. Hans første reaktion var at græde, men det endte kun i få snøften, eftersom læberne begyndte at sprække og bløde, hvis han bevægede dem. Han var bundet fast til en stol og sad blot der de næste 7 dage, med kun lidt vand og ost at leve af. Aldrig havde han været så skræmt.
Natten inden den 8. dag, hvor det var meningen, at hans forældre skulle komme og købe ham tilbage, blev gerningsmændene myrdet for øjnene af den dengang kun 5-årige Zenith. Ikke en lyd slap hans læber, og hans blik kunne ikke se andet end hans to kidnappere og alt det blod, der fossede ud af dem. Fuldstændig paralyseret af frygt og chok, opfattede han kun et par stærke arme, der brutalt tog ham ved nakken, før han besvimede.
Senere viste det sig, at han var blevet kidnappet. Igen. Men denne gang var det ikke for pengenes skyld. Han skulle sælges som slave i Kakoc. Zen vidste ikke, hvem de var, men de havde spidse øre, ligesom ham, men på trods af dette lille fællestræk, behandlede de ham endnu værre end de tidligere kidnappere. De slog ham, når de havde lyst, når han ikke svarede, når de kedede sig, når han græd i smug og generelt bare hver gang, de kunne finde en hvilken som helst grund til det. Denne daglige mishandling ødelagde ham fuldstændig, og til sidste reagerede han ikke engang længere på deres slag.
Da de var ankommet til Kakoc, gjorde han heller ikke modstand da hans kidnappere slæbt ham til slavemarkedet. Hvem ville overhovedet købe en som ham? Han var forslået, havde brækket anklen, havde rifter, blåmærker og store åbne sår overalt på kroppen og hans ribben trådte tydeligt frem under huden. Alligevel blev han købt en mørk aften af en herre, der var fornemt klædt på.
”Lyselever?” havde han spurgt, og kidnapperne havde nikket. Derefter havde de forhandlet med prisen og langt om længe blevet enige.
Zen havde været for lille til at forstå sine kræfter dengang, og havde nægtet at vise hans rige køber, hvad han var i stand til. Det havde gjort vampyren så rasende, at han stak ham en syngende lussing og beordrede den lille dreng ned til tjenestefolkene. Her arbejde han i mange, mange år, mens tomheden i ham voksede og voksede for hver dag der gik.
Indtil en anden lyselver ved navn Celisha dukkede op. Hun var den eneste, som han turde åbne sig op overfor, den eneste, som han tørre snakke og grine sammen med og den eneste, som han efterhånden begyndte at holde af. Da de flygtede til Koray(han havde hørt godt om dette land, men vidste ikke, at det faktisk er der, han kommer fra), havde han oprindeligt planlagt at klare sig på egen hånd, men da han opdagede, at Celisha havde mistet sit syn, besluttede han sig for at følge og beskytte hende resten af sit liv.
Det var også omkring dette tidspunkt, at han opdagede hvilke store kræfter han besad som lyselver, og hvilken gave, hans forældres blod havde foræret ham.
Hans interesse indenfor helbredende urter og magiske eliksirer og trylle drikke samt hans stærke healende evner fik ham senere ind på Korays slot som kongelig healer, hvor han endnu i dag studerer og udforsker.
Minder:
(Ingen minder fra barndom, eftersom han har glemt alt om den)
Den dag han mødte Celisha, som fjernede noget af den tomhed, der havde fyldt ham indefra.
Dengang han opdagede sine evner og den lidenskab, han havde indenfor healerkunsten.
Da han blev Korayss kognelige healer. Aldrig havde han troet, at han, en ubetydelig tjenestedreng på flugt, kunne blive til noget så stort.
Styrke:
Hans evner indenfor magien.
Han er uforudsigelig og ikke til at gennemskue.
Hans udseende.
Hans imødekommenhed og varme udstråling.
Svaghed:
Alle slags krystaller, metaller, smykker og lign. Han elsker dem simpelthen, og bliver meget let distraheret af den smukke glitrende, blanke overflade eller den måde, hvorpå lyset bliver reflekteret på disse genstande osv.
Smukke væsner, mænd som kvinder.
Hans ærlige kommentar eller meninger kan være direkte fornærmende.
Han kan til tider være meget naiv og uvidende omkring det følelsesmæssige.
Sine skarpe humørsvingninger, der kan gøre det lettere frustrerende for de mennesker, han er sammen med. Det ene øjeblik kan han fx være glad og kærlig, mens han i det andet pludselig er opgivende og fjern. Vrede indgår dog meget sjældent i disse svingninger.
Celisha, som han har svoret til sig selv at ville beskytte resten af livet.
Zen har fuldstændig fortrængt sin fortid, og husker ikke længere tilbage end til da han blev tjenestedreng for en Lord Vampire. Hans familie, identitet og hjemland er fuldkommen glemt.
Seksualitet: Hetero… sådan da.
Andet: Han reagerer kun på kælenavnet Zen, når det kommer fra hans mest nære venner. For hvis ikke navnet bliver kaldt med de velkendte stemmer, så lyder det også fremmed i hans egne ører.
