Just Say... Yes?

[Haru]

Det var altså ikke kun ham, der havde mistet sin hukommelse, men hvis hans søster kunne genvinde sin hukommelse, så kunne han da også? Andet ville da også være dumt, men var han nu også klar til at vende tilbage til slottet? Og mon ikke der ville gå noget tid før at han overhovedet ville være klar til sine pligter.
"Det kommer nok også til at tage tid ved mig"
sagde han med et let smil på læben og forsøgte at kigge ind i hendes øjne. Det føltes naturligt at være sammen med hende på den måde, der var intet, som virkede forkert lige nu. Selvom ridderen måske ville tænke lidt anderledes, når de jo var forsvundet for nogle timer siden og stadig ikke var dukket op eller hun var ikke. Haru lod sit blik glide ned på hendes mave og lagde blidt en hånd mod den bare for at mærke livet i hendes mave.
"Utroligt, at jeg skal være far.. Er jeg overhovedet egnet til det?"
spurgte han med et drillende smil på læben bare for at se hvordan hendes reaktion ville være på det spørgsmål. Han fulgte dog roligt med hende, så de kunne komme op og stå igen. Han valgte roligt at støtte hende en smule, da det egentlig måtte være hårdt at bære rundt på barnet og selvom der stadig var nogle måneder til.
"Stå til måls med mig? Jeg har da ellers hørt, at jeg skulle være den bedste"
sagde han endnu en gang drillende, og lod en hånd strejfe hendes kind med et mindre glimt i øjnene. Han så hende fortsat i øjnene og havde egentlig ikke lyst til at slippe hendes blik igen.
"Fortæl mig om den dag, kære Celeste"
sagde han næsten bedende, da det selvfølgelig var en smule ærgerligt, at han ikke huskede sit eget frieri. Det kunne da umuligt blive meget værre. Men han håbede bare, at hun ville have mulighed for at genopfriske hans hukommelse. De havde jo al den tid, som var nødvendigt. Et charmerende smil viste sig på hans læber, da han satte sig hen ved siden af hende og roligt lagde den ene arm om hende.

[Celeste Kilik Murason]

Hun nikkede stille for sig selv. Tiden ville helt klart hele hans tilstand. Så længe han var åben overfor de sandheder der nu engang måtte gemme sig fra hans bevidsthed.
"Jeg er ikke i tvivl om at du vil klare dig gennem dette rod lige vel som din søster gjorde det."
Smilede hun betryggende og lagde hånden blidt mod hans lår. Lige nu var det næsten som om at det kun var en drøm og en vældig livlig en af slagsen. Det var hændt før at hun havde drøm om den dag han ville vende hjem, hendes fantasi havde forberedt hende på næsten enhver mulig situation hun måtte komme til at stå i. Nu var de begge her og hun agtede at give ham svar på det han eventuelt måtte mangle information på.
".. Men Haru. En ting du skal vide er at... uanset hvilke problemer du står med så vil du altid have støtten fra din søster og mig."
Det var sandt, Med Roses viden og Celestes så ville Haru ikke stå uden hjælp og støtte i hverdagen.
"Godt nok vil jeg ikke kunne tage mig af det område jeg kender bedst til i min nuværende tilstand, men alt spiller en vigtig rolle her i livet og det er vigtigt at vi føler os sikker i det vi gør."
Tilføjede hun stille. Og så ham i øjnene igen efter lidt tid.
"Uden tvivl! Du skal nok vokse med opgaven og blive en god far."
Svarede hun med en varm latter. Det bekymrede hende end ikke. Det havde før været hende en uro at skulle gennemgå det hele alene, men den frygt og uro syntes at være forsvundet så længe han bare var til stede.
"Heh, den bedste? At stå til måls med Kakock's forhenværende stærkeste kriger blandt hæren er skam ikke en smal sag! Men det var også den gang. Har ikke samlet et sværd op siden den dag hvor du friede til mig.."
Hun forsvandt næsten helt i sine egne tanker da hun tænkte tilbage på den dag og begyndte så småt at fortælle om deres duel på sportspladsen, de påbegyndende symptomer på graviditeten og senere mødet i den smukke have hvor Haru havde skænket hende den smukke ring hun endnu bar på sin ringfinger. Hun rakte hånden frem for at vise ham den ganske stolt.
".. Du blev mindst lige så overrasket over nyheden om at skulle være far som jeg blev da du bad om min hånd i ægteskab."
Smilede hun kærligt.

[Haru]

Underligt nok, så havde tanken ikke rigtig stejfet ham før, at han muligvis ikke var den eneste, som havde mistet hukommelse, det var vel ganske normalt, hvis man først befandt sig i en krigszone, så kunne det jo være, at man blot ønskede at glemme de forfærdelige ting, selvom han lige nu gerne ville kunne huske det. Det kunne jo sagtens følges en smule tomt? Men han var dog overbevist om, at hvis Rosella kunne, så kunne han også sagtens få sin hukommelse tilbage. Han lagde blidt sin hånd ovenpå hende, da hun først lagde sin hånd på hans lår. Et roligt smil gled over hans læber, imens at han lod tankerne flyde en anelse.
"Jeg skal nok søge jeres støtte og råd, når jeg får behov for dem"
sagde han med et kærligt smil på læben og vendte sin krop mod hendes. Han valgte blidt at ligge den ene hånd mod hendes kind og så hende direkte ind i øjnene. Det var en fantastisk fornemmelse, noget der lige pludselig var dukket op, selvom det virkede som om at det altid havde været der.
"Det kan vi da kun håbe, men jeg glæder mig til at kunne stifte familie med en så smuk og moden kvinde som dig.. Og jeg er sikker på at jeg havde en grund til at lade dig ligge sværdet.."
sagde Haru med et kærligt og charmende smil på læben. Der måtte jo være en grund til det, ellers ville han næppe have forlangt det af hende. Han valgte dog også at lytte opmærksomt til hendes fortællinger og begyndte da også at smile mere og mere, da det faktisk lød meget perfekt. Selvom det næppe var planlagt på den måde. Kampen havde han sikkert planlagt bare for at se hende lidt an.. Symptomerne havde han muligvis ikke opfattet andet end at være bekymret og at fri til hende havde sikkert været på sin plads på det tidspunkt i haven. Han valgte da også at undersøge hendes ring lidt nærmere, for den virkede bekendt?
"Det var min mors ring.. En ring hun overrakte til mig, så jeg kunne give den videre til min eneste ene"
sagde han med et charmerende smil på læben og gav hendes hånd et mindre klem. Dog kunne han ikke lade vær med at smile lidt af hendes sidste kommentar. Han kunne faktisk godt forestille sig det?

[Celeste Kilik Murason]

Der var igen en helt besynderlig følelse. Noget som gav hende en smule hjemve og alligevel ikke. Hun befandt sig lige nu det helt rigtige sted i hendes verden, men stadig vidste hun at pligterne på slottet kaldte og selvom hun ikke havde været til meget hjælp førhen kunne hun stadig ikke lade Rosella stå med ansvaret på egen hånd. Dog i teorien ville det nok gå, men der ville blive en forfærdelig tomult når Celeste ikke vendte hjem til slottet igen som hun plejede efter at have været i kirken.
Dog var det ikke let at skulle tage det initiativ eftersom at hun endelig var sammen med Haru igen. At bringe ham med tilbage til slottet ville være det det rigtige da det jo var der han hørte til. Hun sendte ham et medfølende blik og trak kort på mundvigen ganske kort da han lagde hånden over hendes kind. Hun kunne bare ikke få sig selv til det. Det skulle ikke foregå under tvang når han skulle tilbage igen. Som Rose selv havde sagt.. Han har lovet at vende hjem igen når han er klar... Men hvor lang tid kunne det ikke os tage?
"Haru?"
Afbrød hun ham næsten i hans sætning om hans mors ring. Hun samlede begge hænder om hans der hvilede mod hendes kind. Det var svært at bede ham om det, men det var hvad hun dybest set ønskede. Hun ønskede ham hjem igen. Hjem til de vante rammer. Hjem til forberedelserne af den lille. Hun var alt for ræd for at han ville forsvinde igen. Han måtte ikke forsvinde...
"Kom hjem..."
Endte hun stille. Og kunne tydeligt mærke hvordan følelsen så stærkt blandet af ret og forkert virkelig bare rev i hende. Hun kunne tydeligt mærke sit hjerte hamre. Der var altid chancen for at han ville afslå fordi han stadig var usikker, men omgivelserne her i hendes hus var ikke retmæssige for en gravid kvinde. Der var ingen mad og vejret var altid usædvanlig koldt om natten så langt oppe i bjergene.
"Tag med mig hjem slottet."
Hun endte med at sænke blikket stille da nervøsiteten stod for højt til at hun turde se hans... muligt afvisende... ansigt.

[Haru]

Det var egentlig ganske underligt, som det hele bare valgte at vende tilbage til ham, men alligevel var det svært for ham at holde styr på selv de mest basale ting. Han kunne umuligt huske sin barndom.. En tid, som han egentlig burde kunne huske, og hvad med hans forældre, de var som forsvundet ud i den blå luft? Han valgte dog ikke at vise sin bekymring for om det overhovedet ville kunne lade sig gøre, overfor hende. Derfor hvilede der også et ganske roligt smil over hans læber også selvom at hun valgte at afbryde ham. Minderne var der jo stadig, så der var jo blot tale om tid, alene tid, så han ville have mulighed for at kunne samle tankerne igen.
"Hvad er der min skønne Celeste?"
spurgte han ganske roligt, da han fik afsluttet sin sætning. Han så roligt ind i hendes øjne, da hun valgte at samle sine hænder om hans, der hvilede mod hendes kind. Han vidste jo ikke selv, hvor meget der rent faktisk stod på spil. Fornemmelsen af at være prins var stor for ham at overkomme, men det at han egentlig var den retmæssig konge, var en nyhed han endnu ikke kunne klare. At skulle lede et land, som han indtil videre havde glemt alt om, hvordan mon ikke dette skulle gå?
Haru så dog en anelse undrende på hende, for hvad mente hun helt præcist med hjem? Indtil for nogle måneder siden, så troede han jo at han hørte til i Kakoc, men dette var lige pludselig blevet ændret, og nu vidste han ikke med sikkerhed, hvor han hørte til. Selvom han jo inderst inde godt vidste, at han hørte til på slottet, så var det der hun mente? Han virkede dog ikke særlig overrasket, da hun valgte at sige slottet. Han vidste blot ikke hvad han skulle svare, andet end at lade sit blik vandre lidt rundt i hytten. Et kort tid efter valgte han at nikke en smule, uden ord.
"Er det det, du ønsker Celeste?"
spurgte han med et let smil på læben, hvorefter han valgte at læne sig længere ind til hende, imens at den ene hånd gled ned over hendes mave. Han lagde dog ikke mærke til at hun sænkede sit blik, fordi hun var bange for svaret.

[Celeste Kilik Murason]

Der var mange ting som ikke helt gik efter planen. Tiden sammen de skulle dele. Kongeriget der skulle vider gives til Haru samt meget meget mere. Det var kun tydeligt at hun tog en dyb indånding da han lagde en hånd på hendes mave.
"Jeg vil ikke bare efterlade dig her og så ikke vide hvornår jeg ser dig igen..."
Det var som en evig knude i brystet for hende. For at sige det mildt. På den anden side stod de i en lige omvendt situation end tilbage den gang hvor hun havde stået med sine tvivl om hvorvidt hun hørte til i Kakoc eller i Kahoven. I sidste ende var der dog ingen tvivl om hvor hun hørte til.
".. Så.. hvis ikke du vil med mig til Slottet, krydser jeg grænsen med dig til Kakoc."
Den konstatering kom dog selv bag på hende og hun mærkede med sig selv hvordan det satte en frygt i hende. Men også var hun mere end blot forberedt på det værste i Kakoc's gader. Hun ville gøre det og så ikke.. Hun ville ikke miste ham, så hellere følge ham til verdens ende. Hun rørte end ikke på sig yderligere, sad blot med blikket i skødet. Hørte sine egne ord om og om igen. Og hun kendte udemærket godt til konsekvenserne af at forsvinde pludseligt. Det ønskede hun heller ikke... Hun var mere forvirret over sig selv, sine beslutninger, meninger og handlinger. Det ville tage livet af hende i sidste ende hvis ikke hun snart passede mere på sig selv og brugte fornuften i stedet for hjertet.

[Haru]

Haru regnede egentlig ikke med, at han skulle vende snuden mod slottet, men noget kunne tyde på, at han faktisk ikke rigtig havde noget valg, eftersom at hun ikke rigtig selv var villig til at gå selv hjem til slottet, da han gik ud fra at hun hørte til der, hun var jo hans forlovede og derfor var det nødvandigt at holde øje med hende, så hun ikke ville komme galt afsted. Han lagde blidt en hånd mod hendes hage i et mildt forsøg på at hæve hendes blik mod hans.
"Jeg sagde da tidligere, at jeg ikke ville efterlade dig igen"
sagde han en anelse beroligende, i håb om at det ville kunne overbevise hende om, at han ikke havde i sinde at stikke af til Kakoc.. I hvert fald ikke lige foreløbig. Det kunne jo være, at han var nød til det på et senere tidspunkt. Hvis han først vendte tilbage til slottet, så ville det være nødvendigt for ham at indfri nogle pligter, som han havde forsømt i nogle måneder nu.
"Det sidste jeg ønsker for dig, er at du skal befinde dig i Kakoc.. Derfor tager jeg med dig til slottet, min elskede"
sagde han med et mildt smil over læberne, hvorefter han tilbød hende sin hånd. Han havde på fornemmelsen af, at det ville være bedst for hende, at være på slottet, da der næsten måtte være mere plads til hende, men samtidig også de nødvendige ting, som hun nu havde behov for. Han rejste sig roligt op og afventede hendes reaktion.
"Og lad mig føre os til slottet. Du skal nødigt overanstrenge dig igen, Celeste"
sagde han før at hun ville kunne svare ham imod eller noget, da han ikke ønskede at se hende komme galt afsted eller i værste fald miste deres barn, hvis hun overanstrengte sig for meget.

[Celeste Kilik Murason]

Det lette pres under hendes hage gav hun efter for og vendte blikket op mod hans. Hans ord var sande og hun havde egentlig ikke noget at frygte. Selv måtte hun dog indrømme at hendes hverdag aldrig nogensinde havde været så forvirrende som i de sidste 4-5 måneder. Maven som kun var en pæn lille halv cirkel havde alligevel en større effekt på hende end noget overhovedet havde haft før. Simpelt og let nikkede hun medgivende til hans ord. Hun vidste at det var de overfladiske hormoner som fremtonede selv de mindste bekymringer, men alligevel kunne hun ikke gøre hverken fra eller til overfor det.
Celeste var dog heller ikke helt tabt bag en vogn. Hun vidste hvor stor en begivenhed det ville være hvis Haru vendte hjem igen. Om han virkelig havde var parat til at tage imod det hele kunne hun vel ikke være bekendt at bekymre sig om som sådan, nu hvor hendes egoistiske ønsker om at få ham hjem faktisk var ved at blive opfyldt? Det var svært at finde ord, svært at vide om det var bedst at undskylde eller bare lade det passere? Han måtte vel delvis vide hvad han gik ind til ved at tage med tilbage til slottet?
Igen forblev hun tavs til hans ord. Der fandtes ingen modargumenter; Hun ønskede ham tilbage i sit liv igen for enhver pris og hun tog gerne konsekvenserne med. Hånden tog hun blidt fat om og rejste sig forsigtigt. Hvis han virkelig var fast besluttet på at følge hende tilbage til slottet og ikke lade hende ude af syne, skulle han også få lov til det. Hun kunne skam ikke klage over det, men hun bekymrede sig stadig omkring hvordan det skulle gå.
Ved hans sidste krav smilte hun let og gav hans hånd et blidt klem.
"Okay"
For hende havde Haru altid fornuften med sig i de fleste situationer og hans dømmekraft var heller ikke til at tage det mindste fejl af når det kom til interne situationer mellem dem begge.

[Haru]

Hans blik gled roligt rundt i hytten, før at hans blik faldt mod kaminen, som var godt igang med at varme det hele op, dog virkede det ikke rigtig som om at det var nok, i hvert fald ikke endnu. Lige nu ønskede Haru jo bare at få hende et trygt sted hen, så hun ville kunne få noget hvile og ro, så hun ikke anstrengte sig alt for meget i hvert fald. Haru selv tænkte ikke over, hvad der mon ville ske, når han først mødte op på slottet? Ville det mon være lettere at være diskret eller skulle de bare tage hovedindgangen? Han kunne selvfølgelig også bare vælge at opretholde sin forklædning? Det sorte hår og hans mørke tøjstil ville da være med til at kunne forvirre slottets beboere, men mon det ville være særlig smart? Det sidste ridderen havde set var jo ham og Celeste, så det var muligvis ikke en gang så sikkert at dukke op i forklædning.
Haru var blot lettet over at hun ikke valgte at sætte sig imod ham. For han ønskede jo kun det bedste for hende. En beroligende følelse strøg igennem hans krop, da hun valgte at smile let og give hans hånd et klem, efter at han havde hjulpet hende op på benene. Han strøg roligt en hånd igennem hendes hår med et mildt smil over læberne.
"Udmærket, men hvordan ønsker du at blive transporteret til slottet?"
spurgte han med et kærligt smil på læben, det var jo ikke sikkert, at hun ønskede at komme til slottet ved hjælp af magi og evner. Men hvis dette ikke var tilfældet, hvordan ønskede hun så at komme frem? Igennem luften eller bare lige pludselig dukke op foran porten?

[Celeste Kilik Murason]

Celeste ville næsten have sagt det mest åbenlyse valg for deres transport, hvis ikke det var fordi at han egentlig ikke vidste hvor de befandt sig henne ad i landet. Hun stod for en kort stund og funderede over sit ordvalg ved at bide blidt fat i sin underlæbe. De kunne vælge at drage af sted til fods, men det ville i sidste ende blive for meget for hende rent fysisk. Hun ville kunne ikke holde til de lange vandringer i sin nuværende tilstand og tiden ville blive for lang og panikken over hendes forsvinden ville stige.... Hun tog sig selv i at drive en simpel konklusion ud i langdrag og kiggede op på ham igen mens hun fugtede sine læber ganske let.
"Ved hjælp af magi"
Svarede hun med et let smil på læben. En varm og glædesfult følelse strøg gennem hende bare ved tanken om at skulle hjem og tilbringe sin tid sammen med ham igen. At ligge ved hans side og føle den varme hun så havde manglet gennem de seneste mange måneder. Hans hænder slap hun igen, men kun for at tage godt fat om hans arme og læne sig helt ind til ham. Hun ville dog ikke være den som tog magien i brug under turen de nu skulle på. Hun ønskede dybest set ikke at miste hverken ham eller den lille.

[Haru]

Det kom muligvis en anelse bag på ham, at det faktisk tog så lang tid for hende at tage en beslutning, selvom det jo næsten burde være ganske naturligt at komme frem til en beslutning? Han ventede dog tålmodigt på hendes svar, imens at han lod sit blik glide ind i hendes øjne. Det hele virkede så naturligt og velkendt, at han ikke ønskede at give slip på hende, han følte næsten at han manglede tid sammen med hende, som om han tidligere ikke havde haft så meget tid til at nyde hendes selskab. Mon han kunne ændre på dette? Haru valgte at lade en hånd glide hen over hendes ene kind og stryge den igennem hendes hår.
"Klogt valg, Celeste"
sagde han med et roligt smil på læben og gav hende et blidt kys på munden, hvorefter han lagde sine hænder beskyttende rundt om hende. En mørk sky lagde sig pludselig rundt om det.. Desværre for Haru, så var hans mørkere racer blevet mere dominerende, og det var også derfor at det var dem, der ville blive valgt først, hvis han skulle forsvare sig fremover. Skyen forsvandt, hvilket efterlod huset helt tomt.
De endte med at dukke op foran porten, som ville føre dem ind på slottets område, Haru valgte at lade sit blik hvile på Celeste, da han lige skulle sikre sig, at hun nu også var kommet godt igennem den mindre rejse. Han smilte dog blidt til hende, selvom han godt var klar over, hvad han stod overfor lige nu.

[Celeste Kilik Murason]

Hun kunne tydeligt mærke på sig selv, at hormonerne galoperede af sted i flere forskellige retninger. Hendes mening og holdning ændrede sig så ofte at hun helt tabte sin fornuft i farten. Og det var ikke kun forvirrende for hende selv, men også hendes omgivelser. Hendes savn og bekymring talte højt for at bringe ham med tilbage til slottet, koste hvad det ville, men hendes fornuft og forståelse for hans situation nagede hende. Det ville være mest hensynsfuldt at lade ham gå og holde afstand indtil han havde genvundet sig selv. Alle disse tanker fik hendes sind til at snurre og gjorde det ikke nemmere at tænke klart.
Hun smilede stille op til ham da han roste hende for hendes beslutning. Trygt lænede hun sig ind i hans favn og fornemmede hvordan hendes tanker forsvandt og lettede de tunge skyer i hendes sind ved at være ved hans side igen og mærke de blide kærtegn igen. Roligt lukkede hun sine øjne i da den mørke tåge lagde sig omkring dem og åbnede dem end ikke igen før de stod foran den store port indtil slottet.
Blikket endte hun med at vende mod den store port uden at rykke sig det mindste fra hans favn. Hun havde ikke lyst til at give slip på ham, men det var trods alt her de begge hørte til. Der var ingen soldater i syne lige nu og det gav hende et indtryk af at guderne måtte have en bøn til hende. Skulle hun lade ham gå? Lade ham forsvinde igen? Hun vendte blikket tilbage op mod ham, lettere bedrøvet. Hun vidste med sig selv at hun ikke kunne undvære ham, men han var i live! Det hun havde frygtet mest var ikke sket. Blidt smilede hun til ham og omfavnede ham med begge arme om livet på ham og hovedet mod hans bryst, som for at indprente hele hans tilstedeværelse i hukommelsen.
Hun trak sig let fra ham og tog blidt fat i begge hans hænder, fast besluttet på at kunne gennemføre det og sende ham af sted og ikke tvinge ham ind i ukendte rammer.
"Lov mig at du kommer tilbage..."
Hendes stemme dirrede. Hun ville ikke slippe hans hænder, men gjorde forsøget i og med at hun fast men prøvende, forsøgte at træde tilbage og længere fra ham...