Et øjebliks alene-tid mellem søskende.

[Jadyn Lou Chiantimu]

Jadyn gik ind ad døren til sit værelse, hendes højre ben var brækket -igen, en skade fra krigen, som hun ikke var særlig stolt over, hun havde hovedpine og var godt sur på en vagt, der havde forbudt hende at gå ud. Hun var vred, men ikke dum, og hun vidste at, hvis hun dræbte fyren, var der én mindre til at kæmpe for Kakoc, hvilket Ray sikkert ikke ville blive alt for glad for, så hun lod ham leve. Lidt endnu, indtil videre. Hun var klædt i en natteblå kjole, der gik hende til midt på lårene, den var forholdsvis meget løs, men strammede en anelse ved hendes barm, men ikke nok til at forstyre hendes vejrtrækning, for bred i halsudskæringen, og hun havde ikke fået taget sig sammen tal at klage over det, så ærmerne, der ikke var meget længere end på en normal T-shrit, var blevet placeret på overarmen, hun havde for en sjælden gangs skyld ikke sko på, hvilket afslørede en enkel velformet, smal fod, ved siden af den var den anden fod, der var pakket grundigt ind i et tykt lag gips, kun hendes tær stak ud, et par træplader støttede hendes ben, så hun egentlig ikke behøvede krykker, men lægen havde alligevel bedt hende bruge dem lidt. Jadyn havde egentligt ikke set så meget til sin bror efter krigen, men han havde sikkert også travlt med et eller andet, mon han var ude og snigmyrde? Hun følte sin gamle jalousi røre på sig dybt inde, hvor hun havde fortrængt den i meget lang tid. Jadyn slog sig ned på sengen og var meget tæt på at flå en af puderne fra hinanden, hvilket bare ville afsløre hendes raseri, der ville gøre rengøringsfolkene mere nervøse end ellers, selvom hun ikke ville befinde sig på værelset mens der blev gjort rent, det gjorde hun nu aldrig. Hun rejste sig, lod krykkerne ligge, hvor hun havde smidt dem og gik over til det store skab, hvor hun begyndte at tage forskellige våben ud, mest knive, afprøve deres skarphed og derefter ligge dem tilbage, hvis hun var tilfreds, resten kastede hun med en doven bevægelse over på gulvet ved siden af sengen, halvdelen af hendes klædeskab var lavet om til hendes eget lille private våbenkammer, hvilket hun indtil videre havde fundet meget praktisk. Hun humpede over til sengen igen, tog en lille kastekniv op af den lille bunke af knive og kastede den dovent imod døren, hvor det sank ind i den tykke trædør, med et lille blødt bump. Hun smed sig på sengen og kiggede på i loftet, overvejede hvornår hun kunne tillade sig at dræbe vagten, tage hans våben og penge og sende ham hjem i en kiste, familien burde da vide når han var død ikke? Måske ville de endda føle sorg, Jadyn smilte ved tanken, et lille, næsten uhyggeligt smil, der passede perfekt til de morderiske, let lysende, røde øjne. Hendes hår var spredt ud i vifteform over hendes hovede, de sorte striber trådte tydeligt frem på det hvide sengedække, der dækkede hendes seng. Hun lukkede øjnene og faldt hen i en sovende tilstand, det kunne ikke kaldes at sove, men hun var heller ikke vågen, et sted midt imellem, opmærksom på alle lyde, men alligevel afslappet og ubekymret.

[Nate Keoki Chiantimu]

Lige siden krigen havde Nate slet ikke været hjemme men havde i stedet skulle foretage visse... ærinder uden for slottet. Han var kun lige vendt hjem for få timer siden, før en tjenestepige hurtigt havde meddelt ham om Jadyns skade. Nate havde rystet let på hovedet, da han ærligt talt ikke rigtigt havde forventet det anderledes. Han havde for længst indset, at Jadyn ikke var en pige, der ville adlyde ordrer, med mindre hun havde lyst til det. Derfor havde han også accepteret det faktum, at han ikke på nogen måder ville kunne sikre sig, at hun ikke ville rode sig ud i problemer og skade sig selv, med mindre hun blev bundet fast til en stol - nej, ikke engang det ville kunne stoppe hende. Nate smilede svagt ved tanken, idet han hurtigt tog et bad og skiftede til en ny habit.

Nates hår var stadig fugtigt, idet han åbnede døren på sammen tid med, at Jadyn havde kastet kniven, der med et dump ramte døren. Trods det hurtige kast blinkede Nate ikke engang, men trådte roligt indenfor og sukkede opgivende ved synet af sin søsters brækkede ben. "Lou...," startede han med en håbløst mine men smilede alligevel, da han så hende. Her på det sidste så de ikke særlig meget til hinanden, i forhold til dengang, hvor de flygtede fra deres nedbrændte hjem. Hjem.

Nate gik få skridt længere ind, så døren selv kunne lukke i bag ham. "Jeg håber, at det gør så ondt, at du fremover vil passe lidt bedre på. Holde lidt igen,"
kommenterede han med et skævt smil og nikkede mod hendes højre indpakkede ben. Selvom hans stemme var helt seriøs, var det ikke ord, der skulle tages alvorligt. At holde igen var bestemt ikke noget, som Nate nogensinde ville opfordrer nogen til. Desuden havde han aldrig fortrudt, at han havde overtalt deres forældre til at lade Jadyn træne med våben. Også selvom det senere hen havde bragt dem begge ud i vanskeligheder.
"Er det til at overkomme?" spurgte han nu. Denne gang med rigtig bekymring, om end han ikke rigtigt udtrykkede det på nogen tydelig måde. Den eneste forskel, man ville kunne bemærke var det lille glimt af varme, der dukkede op i de grønne øjne, idet han stillede sit spørgsmål.
Roligt gik han hen og satte sig ved sengekanten med et tilfredst suk. Først nu indså han, at han endnu ikke havde haft tid til blot at sidde ned og hvile sig. Enten havde han været uden for slottet for at arbejde, eller også var han endt i visse møder, der havde krævet, at han deltog i samtaler omkring ting, som ikke interesserede ham det mindste. Den slags småsnak der kommer efter at alle de vigtige diskussioner og konklusioner er foretaget, og folk ikke længere har noget bedre at give sig til. Og hvor modvillig Nate end havde været, havde han været nødsaget til at deltage af ren høflighed. Generelt brød han sig ikke om at fortælle for meget om sig selv, og han var sjældent interesseret i andre folks private liv. Det var kun med ganske bestemte personer, som han fandt det naturligt at tale med - deriblandt Jadyn.

[Jadyn Lou Chiantimu]

Jadyn åbnede øjnene idet Nate trådte nærmere, et lille smil hvilede på hendes mund, hun satte sig op med en doven bevægelse, så på ham med øjne, hvor mordlysten langsomt forsvandt.
"Hej Nate. Når krigen er ovre, gider du så lige minde mig om at jeg skal dræbe en vagt?" Hun smilte stort til sin bror, idet han satte sig på sengen, hun havde egentlig ikke brug for at der var nogen til at minde hende om at hun skulle dræbe en person, det huskede hun glimrende selv, alligevel spurgte hun ham, som en slags underforstået måde at få ham til at komme igen, når det hele var slut. Hendes måde at kræve, at han passede på sig selv.
"Du ved udemærket godt at det først sker, den dag jeg dør. Måske skulle du overveje at låse mig inde i en af cellerne i kælderen, hvis du ikke vil have at jeg kommer galt af sted?" Hun så på ham med en alvorlig mine, der dog hurtigt krakelerede, hvorefter hun begyndte at grine, en let og lys latter, der fyldte det store værelse.
Hun lagde hovedet en anelse på skrå og smilte stift, da han spurgte til hendes ben. "Jeg klare mig, som jeg altid gør, det er trods alt ikke første gang, at det sker. Jeg er skam holdt op med at tælle hvor mange gange jeg har brækket noget." Hun skubbede jalousien om i en mental kasse i sit hovede og smækkede en lås på, mens hun smilte stort til Nate. "Hvad har du så lavet siden vi kom hjem? Snakket går jeg udfra? Du lyder som om du har haft en hård dag?" Hun satte sig på knæ bag ham og begyndte at massere hans skuldre. "Du er vel ikke for smadret til at hjælpe mig med at slibe dem der? Så er du verdens bedste storebror." Hun pegede på den lille bunke af knive med omkring 25 stk. knive i, et enkelt sværd og to daggerter.
Hun stirrede fraværende på hans nakke et lille øjeblik, hvorefter hun tog en tot af hans hår op, lagde hovedet på skrå og smilte til ham. "Du minder mig en smule om far, bare så du ved det. Han havde også sort hår. Men han var ikke ligeså..." Hun ledte et øjeblik efter ordet, fandt det og smilte stort til ham. "Beskyttende som du er." Hun krammede ham bagfra, blev en smule fjern i blikket idet hun begyndte at tænke på deres forældre. "Hvad tror du der ville have været sket, hvis de stadig levede, mor og far?" Hviskede hun ind i hans øre, stadig med et fjernt blik. Hun huskede hendes mors skrig, da hun blev brændt ihjel, sin fars endeløse hoste og stilhed da denne døde, hun gøs lidt ved tanken om hvad der mon ville have været sket, hvis hun ikke var sluppet ud i god tid sammen med Nate.