One Thing At A Time

[Admin]

Hans latter var en glæde at høre, og mens han lo holdt hun et smil over de fyldige læber, et kærligt og varmt smil. han vidste slet ikke hvor meget hun havde savnede ham, men det behøvede han heller ikke, for det betød ikke noget længere.. nu var han jo tilbage. At stædigheden måtte stamme fra forældrene kunne da godt passe, men hun havde aldrig mødt sin mor og faderen havde hun kun kendt ganske kort inden han var død derfor kunne hun ikke rigtigt sige om det var derfra, men det var det vel nok. Heldigvis diskuteret de det ikke videre og emnet om hendes helbred blev lagt til side og erstattet af det efter hendes mening var vigtigere.

Det var jo vinter, så det var ikke underligt at det var koldt. Denne dag var faktisk varmere end de hidtil havde haft men en kulde hang alligevel over landet om end sneen ikke var til at se nogle steder lige nu. om han frøs vidste hun ikke, men hun var da ret sikker på at han ville sige til hvis det blev for koldt, alligevel spurgte hun indtil det efter nogle sekunder blot for at sikre sig at han ikke frøs. Da han sagde at han ville forsøge at genskabe sin hukommelse så hurtigt som muligt smilede hun mildt og rystede en anelse på hovedet ”Du skal ikke presse dig selv, jeg af alle ved hvordan du har det… at presse dig selv hjælper ikke” det var sandt, tingene kom når man mindst ventede det og at tvinge sig selv til at huske var ingen rigtig løsning. Deres blikke mødtes og hun så afventende på ham hvor hun forventede at han ville have en helt umulig betingelse. Da han fremsagde betingelsen blinkede hun få gange af overraskelse inden et smil brød frem over hendes læber ”Hvis det er hvad du ønsker, men jeg advare dig… det er altså ikke verdens sjoveste ting at lave” sagde hun mildt og dog ærligt. Dette ville dog ikke ændre på noget, som konge var han alligevel nød til at sidde med den slags så han kunne lige så godt vende sig til det. Desuden var det måske en god ide for at komme nærmere landet.

[Haru]

På en eller anden måde så kunne han godt forstå hende, det ville jo ikke nytte noget at presse sig selv til at huske fortiden, da dette sikkert ville gøre det meget svære. Hvis man først valgte at tvinge minderne frem, så var det ikke engang sikkert at det var de ægte minder, som ville komme til udtryk, for til sidst ville Haru måske give op og forsøge at danne sig nogle minder fra fortiden, uden at kende noget til det. Derfor nikkede han til hendes ord, da han sagtens kunne forstå det. Selvom han godt vidste at det ville være forkert, så ønskede han inderligt at få sin hukommelse tilbage, men måske han bare skulle lade det komme af sig selv?
"Du har ret, Rosie"
sagde han stille med et efterfølgende suk, der forlod hans læber, da han selv synes at det var irriterende ikke at kende noget til sin opvækst eller alle de ting som han havde oplevet. Det var i hvert fald underligt ikke at vide noget andet end det der foregik for nogle måneder siden og frem. Et lumsk smil gled for en kort stund over hans læber, da han havde på fornemmelsen af, at Rosella ikke var helt sikker på, hvilken slags betingelse han ville komme på, han synes dog ikke selv, at det virkede særlig voldsomt, og hun var tilsyneladende med på det.
"Mange tak"
sagde han yderst taknemlig og valgte at rejse sig op for at sætte sig hen ved siden af hende og række hende dokumenterne. Dog ventede han lidt med at give sig i kast med de lange tekster, som skulle læses igennem. Haru vidste udmærket godt, at det ikke var nogen særlig let opgave, han nu begav sig ud i. Men det ville sikkert ikke blive lettere fra nu af.

[Admin]

”Selvfølgelig har jeg ret” svarede hun drillende. det var hyggeligt at være i hans nærhed, og det var dejligt med selvskab, de sidste par måneder havde været ret kedelig. Og hun havde nogle dage enten slet ikke snakkede med nogen eller kun med rådgiverne som ikke snakket om andet end arbejdet. Hun havde følt sig tom inden i, ensom og fuldkommen alene med et ansvar der tyngede hende som bar hun alverdens problemer på sine spinkle skuldre, problemer der hvert øjeblik kunne falde sammen over hende og tage ikke kun livet af hende men hele landet og dem hun holdt af og elskede med. ”Men… hvis der er noget du især er forvirret over så spørge endelig…” sagde hun blidt. ja det var hvad hun i sin tid gjorde, det havde næsten været den eneste måde. Den anden måde havde været ved at gå rundt på slottet og undersøge hver en krog og hver et hjørne hvor brødstykker dukkede op af og til.

Det lumske smil der gled frem over hans læber forvirret hende blot endnu mere, men da betingelsen blev sat opdagede hun at det ikke var så slemt som det kunne have været. Han flyttede sig og satte sig derved tættere på, imens nippede hun kort til den varme te som duftede så godt. Da dokumenterne var foran hende igen trak hun vejret dybt og ledte papirerne kort igen inden hun fandt et stort stykke papir frem som var folede sammen. hun folede det ud og satte det på bordet foran ham, det var et kort over Kahoven. ”Jeg ved ikke hvor meget du husker af det hele… men… det her er Kahoven, her har vi grænsen og på den anden side af denne hav ligger Koray” sagde hun lynhurtigt.

[Haru]

For sjov valgte Haru at ryste en anelse på hovedet, da hun tydeligvis var enig med ham i, at hun havde ret. Men hvem ville ikke være enig med sig selv? Andet ville da været fuldstændig forkert. Det morede blot Haru at se hende være så selvsikker. Det var dog også dejligt at se hende opføre sig på den måde, selvom han sagtens kunne have ladet vær med at give hende ret, men nogle gange skulle hans lillesøster jo også have sin vilje.
"Jeg er ret sikker på, at jeg umuligt kan komme igennem dette uden spørgsmål"
sagde han med en drillende tone, selvom det rent faktisk var ment ganske alvorligt eller muligvis ikke som et alvorligt emne, det var jo ikke sagt for at drille, men for at være ærlig. Hvordan dette ville ende kunne han ikke med sikkerhed sige, men han havde på fornemmelsen af, at dette muligvis ville kunne bringe nogle minder frem, men også være med til at skabe et tættere bånd?

Haru var egentlig meget glad for at hun var gået med til den mindre betingelse, som tydeligvis havde lydt meget værre end det i virkeligheden var. Han var også en smule lettet over, at Rosella ville trække ham igennem det hele, for det var muligvis noget han havde kunnet før. Men mon ikke nogle små ting ville kunne få nogle minder og informationer frem? Han håbede i hvert fald.
Man kunne tydeligt se på ham, at han var en anelse overrasket over det store kort, der lige pludselig blev lagt foran ham. Haru havde ikke forestillet sig Kahoven, som et så stort land, men nu kunne han lige pludselig se hele helheden og dermed også hvilket ansvar hun i virkeligheden sad med.
"Noget af en mundfuld"
mumlede han lettere overrasket, da det ikke var meningen at det skulle høres af alle, for det var da slet ikke sådan en ordstilling, som skulle bruges af de kongelige. Det kunne muligvis have noget at gøre med de måneder i Kakoc? Lidt havde han jo forandret sig.

[Admin]

Selvtilliden fejlede intet, lige nu i hvert fald. Men noget ved at sidde ved siden af ham, snakke med ham og lytte til ham gjorde hende gladere og mere frisk om end hendes krop så lige så ussel og svag ud. Hun ville med glæde hjælpe ham igennem så meget af det som overhoved muligt, men det største arbejde lå alligevel hos ham og hans hjerne. Det var dog tydeligt for hende at han ønskede at huske, så mon ikke han også ville komme til at huske en del af sin fortid med tiden? Forhåbentlig, den slags kunne man jo aldrig være sikker på. hans svar fik hende blot til at smile, og nikke, mere kommenteret hun ikke på det. Derimod viste hun ham nu et kort over Kahoven og så afventende på ham, hans reaktion morede hende gevaldigt og dog skjulte hun smilet bag hånden og lod som om hun fandt nogle papirer frem hvilket ikke var helt løgn, snart sad hun med nogle papirer mellem hænderne. Der var i alt 12 stykker ”Det her er dagens og den tidligere nats rapport.. alt hvad der er sket de sidste 12-14 timer hvor man har sovet eller været andre steder. Det er noget der skal læses hver dag og tages stilling til. noget af det er ret uvigtigt, som fx at det har sneet i bjergene det halve nat, mens det derimod er vigtigt at gøre noget ved sneen i byerne da det forhindre befolkningen i at bevæge sig” hun kiggede lynhurtigt den første side af og pegede ”Det eksempel jeg lige nævnte står der, nedenunder står der at 24 soldater blev sendt ned for at hjælpe folk… de skal have ekstra i løn for deres arbejde…” hun tav og så roligt på ham for at se om hun snakkede om noget han slet ikke kunne forstå eller sætte sig ind i.

[Haru]

Samtidig med at deres samtale skred frem af, havde han lige pludselig en fornemmelse af, at hendes humør og holdning blev meget bedre, hun virkede på en måde mere positiv og frisk. Men hvad der havde gjort dette vidste han ikke, da han ikke selv regnede med, at han kunne have noget at gøre med det. Selvfølgelig var Haru lige vendt hjem, men han tænkte jo ikke lige så meget over det, som beboerne på slottet, der tidligere havde levet deres hverdag sammen med ham. Han brugte dog noget tid på at nærstudere kortet blot i et forsøg på at huske hvordan landet så ud og hvad de forskellige områder bestod af. Der gik noget tid før at han valgte at vende sin opmærksomhed mod hende og de 12 stykker dokumenter, som hun havde fundet frem. Han lyttede dog opmærksomt efter hvad der blev sagt, og han virkede faktisk interesseret til et vist punkt. Haru nikkede roligt til hendes ord.
"Jeg kan sagtens se, hvilket ansvar du står med, nu håber jeg bare på at kunne leve op til forventningerne til den tid. Men hvor meget tid skal du bruge på disse opgaver hver dag?"
Sagde han en anelse sammenbidt, da det selvfølgelig var noget af et ansvar at bære på sine skuldre, men samtidig var han også spændt på at se hvordan det ville gå og i det hele taget bare det at komme i gang. Han lod blikket glide hen over dokumenterne og læste lidt i det dokument, som forklarede episoden med rydningen af sne, noget der tydeligvis havde krævet noget arbejde og nogle timer.

[Admin]

Ved hans spørgsmål så hun ud til at overveje det kort. Hun lod ham overtage papirerne mens hun lænede sig tilbage i sin stol og så ned på sine hænder. ”Det tager… mange timer… jeg bruger tit det meste af dagen på arbejdet… ikke dagens rapport alene, men problemer, diskussioner, love, og andre beslutninger der skal træffes, der kan let gå 6 timer hvor jeg arbejder i træk” hun vendte blikket mod ham ”Det tog ikke Akihiko nær så lang tid.. ikke ifølge rådgiverne… ” hun trak på skuldrende og så ud over haven hvor enkelte vagter stod og holdt vagt, de stod der ikke fordi de var der, men de stod altid der, det var deres positioner. Hendes blik gled tilbage til hendes storebror som hun smilede et mindre smil til ”Rådgiverne er høflig og alt det, men alligevel har de ladet mig forstå at jeg reger med hjertet… det fungerer ikke så godt når det gælder et så stort land” hun tav og sendte ham nærmest undskyldende smil for at hun klarede arbejdet så skidt, for det gik meget langsomt.

[Haru]

Haru lagde hænderne ovenpå dokumenterne og foldede dem foran sig, imens at han lod sit blik betragte sin søster. Det var egentlig helt underligt at sidde ved siden af en så ung og dog magtfuld kvinde, men samtidig at vide at det var ens søster. Egentligt var det ikke nogen dårlig tanke, men alligevel så var det jo også nyt, noget han havde fået at vide for nogle måneder siden, men det havde været en god nyhed, så snart at han havde fået det ind i hovedet vel og mærke.
"6 timer.. Det lyder som hårdt arbejde.. Mon jeg overhovedet har viljen til det?"
spurgte han med et drillende smil på læbe både for at løfte stemningen en anelse og så se hvordan hun ville reagere på det. Han så dog med at ganske roligt blik i øjnene på hende, da hun nævnte Akihiko. Det var jo ikke noget hun skulle bekymre sig om, altså om hvor meget tid det ville tage, det tog jo bare den tid, som det nu ville tage. Ingen skulle forhaste sig.
"Nu hvor rådgiverne lyder så høflige, så tror jeg sagtens at de kan lade dig tage den tid det nu tager. Det skal jo også helst gøres ordentligt"
sagde han med et let smil på læben i et forsøg på at overbevise hende om, at hun skulle sætte sit eget tempo og ikke tænke på, hvor hurtigt det måske var gået, da Akihiko stod for alle beslutningerne.

[Admin]

Ved hans svar smilede hun skævt “Du skal nok klare dig! Du vil ikke være alene om det, desuden er du født til det her.. det er jeg så sandelig ikke” svarede hun blidt, lagde forsigtigt og for få enkelte sekunder sin ene hånd over en af hans og knugede den blidt. Han skulle nok klare sig, og hun var sikker på at han ville gøre sit bedste. Viljen skulle han nok få når han først opdagede hvor fantastisk et land Kahoven var. da han fortsatte kunne hun ikke andet end smile skævt til ham og ryste en anelse på hovedet ”Tingene tager for lang tid, jeg tænker meget med følelser frem for at tænke rationelt, det er bare ikke let at fortælle en familie at de ikke kan få hjælp fordi vi ikke kan finde hjælp til dem, eller fortælle en landsby at vi ikke kan nå ind og hjælpe dem ud af sne, storme og andet før om en uges tid og de derfor må spar på maden og brændet” hun sukkede og tav. Det var et stort ansvar hun stod med, og selvom tingene fungeret nu så vidste hun ikke hvor længe de ville blive ved med det. "Men nok om det.. hvor mødte du endelig Celeste?" spurgte hun forsigtigt, han behøvede ikke fortælle hende det hvis det føltes privat.