Haru... com back.

[White Hoshiko]

nattende havde været lange. søvnen kort, drømmende skræmmende og minderne forfærdelige. White som var orakel for kahoven siden hun var barn. hun havde altid haft en søster til at fortælle sine syn om. hun havde mistet sin søster pga hun ville rede White. hun gik nede i byen nu for at slappe af og måske købe lidt til sig selv.. hun gik roligt igennem gaden. ikke mange snakkede til hende. ikke mange ønskede hendes syner pga krigen. folk frygtede en krig til.
hun havde mistet mere end sin søster. for hendes søster havde været hendes beskytter og hun følte sig helt ubeskyttet nu. hun gik ind i en butik med små smykker. hun tog et armbånd op med så på det. det havde smykke former og mønstre. hun ønskede lidt at hun havde en med sig til at sige om hun skulle ha det. hun sukkede lidt og lagde det tilbage og gik udenfor. de hvide vinger lagde sig til hendes krop og hun så på himlen. hvorfor havde krigen taget alle hun elskede. black var død og haru forsvundet. hun havde jo altid set de kongelige som en del af hendes familie. hun havde jo leget med rosella da de var børn den gang hun kom til slottet. hun huskede deres flyve tagfat i slottet. og haru havde altid været som en beskyttende bror og var altid en der fik folk til at smile. og han var endag også en smuk fyr som alle piger faldt for.
hvor var han mon henne. havde han det mon godt? var han i live?

[Haru]

Efterhånden som dage skred fremad, så burde Haru egentlig have vænnet sig til at befinde sig i Kahoven igen, men alligevel var det svært at falde til, når man til tider følte at man slet ikke hørte hjemme i Kahoven. Noget der kunne være med til at give ham den følelse var de mørke racer, som oftere og oftere dukkede op til overfladen. Det var noget med at disse racer, specielt vampyr, warlock og dødsengel, var trådt mere frem efter hans hukommelsestab, men alligevel forsøgte han at ligge en dæmper på det, så det ikke var helt så tydeligt overfor beboerne i Kahoven. Dette ville jo blot skræmme dem, noget som ikke ville falde i god jord hos nogen, andet end dem fra Kakoc?
Lige nu befandt Haru sig i byen, godt nok i et meget velkendt outfit, som muligvis ville kunne ende med at folk hurtigere ville kunne genkende ham, men det var hans eneste mulighed. Tøjet havde han fundet på sit værelse på slottet, et værelse som han i noget tid havde holdt sig selv i, for at kunne samle tankerne. Haru var iført en rød skjorte og sorte bukser, som sad forholdsvis løst ved anklerne. Han bevægede sig roligt rundt imellem de forskellige gader og lod også blikket glide ind igennem de forskellige butiksvinduer, men der var heldigvis ingen der rigtig lagde mærke til at han var der, fordi hans hår var næsten helt sort, noget der jo ikke lignede prinsen overhovedet. Men det var heller ikke sikker at det ville se sådan ud hele tiden, det kunne jo være, at han bare skulle have tid til at vænne sig til det hele og så skifte hårfarve senere? Han fik øje på en engel, da han tydeligt kunne fornemme de hvide vinger, som prægede kvindes ryg. Det var nu altid smukt at se en engel, uanset om det var en engel fra Kahoven eller Kakoc. De hvide vinger var altid det mest fantastiske.

[White Hoshiko]

White stod og så mod himlen. hun havde smukt hvidt hår og en hvid kjole samt hvide vinger. hun var et stort tegn på uskyld. dog følte hun sig skyldig i at haru var væk og glemt alt... nok fordi at han havde været med til at rede hende. hvor hun dog savnede ham. hun lukkede øjnene og mærkede vinden mod sig. hun vidste at folk så hende som vigtig på slottet da hun kunne sige hvad der skete i fremtiden. men selv om hun var mange år var hun stadig ung af et orakel at være. hun havde stadig ikke styr på sin gave nok.
hun åbnede øjnene og så rundt og fik øje på noget tøj som nærmest skreg HARU!. hun så på ham og var bange for at sige hans navn. bange for at gå over til ham og omfarvne ham. men det var tydeligt hun virkelig havde lyst. hun så på ham som så hun på et spørgelse. men han var jo lys levene. det var hende som så en mørk del af haru hun aldrig havde set..
mon haru kunne genkende hende? eller havde han glemt hende?

[Haru]

Haru forsøgte ikke at stirre på de hvide vinger, men de virkede bekendt, og dog ikke, fordi han jo selv mest af alt havde set sine egne sorte vinger, som ikke hørte hjemme i Kahoven, noget han udmærket godt forstod, dette var godhedens land, så meget havde han i hvert fald forstået. Han blev dog stående ved muren og lod sit blik betragte englen, som tydeligvis havde tiltrukket hans opmærksomhed, dog så han til sin overraskelse at hun så på ham.
Egentlig vidste han ikke, om han skulle kigge væk, men hun lignede en, som kendte ham, så det ville vel være en anelse uhøflig at kigge væk og næsten vende hende ryggen? Han valgte dog at rette sig en smule op og bevæge sig hen imod hende. Selvom Haru ikke havde nogen ide omkring hvem hun var, så kunne han vel lige så godt hilse på, nu hvor det så ud til at hun kendte ham. Mon ikke hun ville præsentere sig selv, så han muligvis ville få en chance for at kunne placere hende et eller andet sted i sin hukommelse. Han bukkede dog roligt for hende, da han var kommet tættere på hende uden at sige et ord, han smilte blot charmerende.

[White Hoshiko]

White var rolig og da han kom mod hende kunne hun mærke hendes hjerte hamre. ikke på den dårlige måde men af glæde. da han kom over til hende og bukkede smilte hun og var glad for at hans charmerende smil ikke var væk. da han stod over for hende nejede hun og sagde blidt.
"goddag. jeg er ikke sikker på om De kan huske mig. Mit navn er White Hoshiko"
hun håbede at hendes navn kunne hjælpe hans hukommelse bare lidt. hendes halskæde som var på hendes tøj der lignede en sol havde hun altid haft så måske kunne hun genkende den. man kunne aldrig vide men hun håbede inderligt.

[Haru]

Det var vel ren og skær høflighed at bukke og neje, for lige nu tænkte han ikke over at han var prinsen af Kahoven, det var jo en tanke som han først lige skulle vænne sig til og det kunne vel godt tage sin tid. Derfor tog han det kun som ren og skær høflighed at bukke for hende, dog så han en smule undersøgende på hende, eftersom, at han forsøgte at se om han kunne genkende hende, dette var dog ikke tilfældet. Han blev derfor nød til at ryste på hovedet.
"Jeg beklager men navnet sig mig ikke noget, selvom jeg muligvis har en mindre fornemmelse af, at jeg kan have reddet dig ud af nogle problemer på et tidspunkt. Men dette er blot en fornemmelse"
sagde han en anelse skuffet, da han jo i virkeligheden ønskede at huske alt fra før krigen, dette var bare ikke helt så let. Dog forsøgte han i det mindste, i stedet for at lade sine minder ligge og glemme alt om den han før hen var. En person som han forsøgte at vende tilbage til.

[White Hoshiko]

da han bukkede og rystede på hovedet blev hun lidt trist. hun havde håbet at hun havde kunne femkalde den Haru hun kendte lidt frem i ham. hun så på ham med rolige varme øjne og smilte ved hans kommentar.
"Deres fornemmelse er rigtig. Og det er ikke kun engang De har reddet mig fra problemmer. det er sket 2 gange"
hun smilte varmt og så på ham. hun ønskede at han huskede. hun håbede at han ville blive som hendes familie igen. hun håbede bare at han ville komme til at huske igen. men tiden måtte være det som skulle hjælpe ham. hun kunne jo ikke gøre noget ved en hjerne rystelse undtagen at prøve at hele vis der var blødninger inde i hans kranium. hun ville ønske hendes magi kunne hjælpe ham 100 %

[Haru]

Det ville selvfølgelig være yderst svært for ham at finde rundt i alle de personer, som han med tiden ville støde ind i, men dette var forhåbentlig noget der ville blive bedre med tiden, fordi Kahoven var et stort land med et stort ansvar. Dog virkede det lidt som om White havde forventet en anden reaktion fra ham, dette var dog ikke noget han kunne give hende, for han ville jo heller ikke lyve.
"2 gange? Kan De fortælle mig i hvilken sammenhæng de to tilfælde har fundet sted?"
Spurgte han næsten med en spørgende tone, da han selvfølgelig ikke ville trænge sig på eller for den sags skyld sætte skub i hendes minder, som sikkert ikke var særlig gode, ikke når det havde været nødvendigt for ham at redde hende. Han så med et ganske roligt blik i øjnene på hende, imens at han forsøgte at opfange hendes reaktion på hans ord, det var jo ikke helt sikkert, at det var et emne hun ville kunne snakke om?
"De behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis De ikke har lyst"
Sagde han forhåbentlig før at hun ville tvinge sig selv til at fortælle noget. Hvorfor han havde valgt at tiltale hende med De kunne have noget at gøre med, at hun valgte at tale på denne måde og derfor følte han næsten en form for pligt til at tiltale hende på samme måde, fordi han selv mente at der ikke skulle gøres forskel på dem, bare fordi han var kongelig.