Would it be easier?

[Lux Price]

Lux’ besøg i kahoven kom egentlig af at han havde søgt sin bror. Avitus. På sin vis havde han svigtet sin bror i krigen, trods et løfte om at ville hjælpe manden til magten. Men… det havde været så roligt på Koray, at foruden folks snak om krigen, havde han jo ikke set noget til den. Så han havde glemt alt om sin bror, og sit løfte. Nu havde han så samlet energi til at tage ud og finde broderen for at ”undskylde”. Selvom han mest af alt havde lyst til at blive derhjemme, og nyde udsigten af havet.
At han nu stod på en afsats. Bjerget havde sine små stier, ikke alle lige velkomne alt efter sæsonen. En sådan sti snoede sig lidt over ham. Han var blot trådt ud, der hvor mange andre nok ikke ville have turde gå ud. Det var et forholdsvis stort klippestykke, sådan nogle man kunne finde hist og her på bjerget. Nogle steder var der endda dybe huler, ukendt for mange om hvem der havde lavet dem. Selvom mange huler dog startede som miner til at finde mineraler, diamanter og gul og alt det der, tåbelige dødelige ikke kunne lade være med at begære.
Som Lux stod der, i sin sædvanlige, rigtige, skikkelse af en ung, 17-18 årig mand, følte han en hvis trang til… blot at falde. Ikke fordi han havde selvmorderiske tanker… det virkede bare så meget lettere… som om hele den besværlige verden så kunne forsvinde. For selv den afslappende tilværelse på Koray kunne blive for anstrengende til tider.
Lux hævede ikke de dybtgrønne øjne, han havde fra sin mor. Stirrede blot ned mod afgrunden. Ville det have været lettere hvis han havde været som Avitus? At begære magt? Det var trods alt noget man kunne komme til. Well, det var for anstrengende bare at tænke på. Og desuden vidste han jo godt at han aldrig ville kunne være eller blive som sin bror. Alt for meget arbejde.

[Hyacintha Mariam Kiyomi]

Hovmod befandt sig på jorden, i himlen, i luft .. ja ganske enkelt overalt. Og den der havde skabt hovmod... befandt sig lige i disse øjeblikke i Kahoven, dette land, med dets skønne omgivelser og blide folk.. ja noget der morede hende gevaldigt, for her var hovmod ikke kendt, og alligevel havde hun i sinde at sprede det.. for hyggens skyld. Den skønne kvinde der bevægede sig hen over jorden var denne dag i en anden skikkelse end sit sande jeg, hun bevægede sig rundt i skikkelse af ung brunette, møde intense grønne øjne og som udstrålede blidhed, varme og uskyld. Det eneste der muligvis ville afsløre hende som sig selv var de bar fødder som hun nød at have, at fornemme jorden under sig var altid så vidunderligt. Selv dyrene blev narret af hendes udseende og udstråling, og snart fløj de kvidrende fugle rundt om hende, og sommerfuglene som ellers ikke sås på denne årstid fløj omkring hende. En blid latter forlod hendes læber idet hun snurrede rundt om sig selv og gav sig til at gå hen ad en sti, kun for at nå til en klippe hvor en velkendt skikkelse stod. Hvad havde han dog i sinde?


Hendes udseende

[Lux Price]

Foden gled et stykke tættere på kanten. Han kunne ligefrem mærke klippekanten imod foden. Øjnene gled i, og et kort sekundt så det faktisk ud som om at den unge mand ville lade kroppen falde ud over og ned i dybet. Men det skete ikke. Blot nogle sekunder senere, trak han foden tilbage igen. De grønne øjne blev slået op, og han trådte nogle flere skidt tilbage. Hans hjerte begærede det. Ikke døden, men den unødvendighed det medførte. Selv med sin tilværelse i denne verden, på trods af at han ikke brød sig om pligt, ansvar og arbejde, kunne han ikke komme ude om det i visse tilfælde. Derfor virkede døden tiltrækkende i forhold af at det betød han aldrig behøvede lave noget igen. Aldrig behøvede løfte en finger for nogle andre igen. Hvad der så stoppede ham anede han ikke. Han kunne ikke komme på hvad der skulle holde ham fra sådan noget.
Noget andet, sådan som han stod i sine tanker, fangede hans interesse. En fornemmelse. Han vendte blikket, lod de grønne øjne søge ned langs stien, hvor de faldt på en ung smuk brunette. Hans søster. Han kunne bare fornemme det. Hvordan var ikke sikkert. Måske var det mere fordi han kunne udelukke at nogen anden kvinde kunne være så smuk og udtrykke en sådan fortryllende effekt. En effekt han ikke blev påvirket af heldigvis. Et let smil dukkede op på de lyse læber. ”Ville De gerne have set mig falde kære søster?”. Han kunne ikke lade være med at spørge. Munterhed var at spore i stemmen og i de grønne øjne. Deres gruppe af søskende havde trods alt ikke ligefrem det helt store beskyttende broder og søster-skab.

[Hyacintha Mariam Kiyomi]

Havde han i sinde at springe ud? Hun tvivlede på at han havde modet til at gøre det, men nu måtte de se. Hun blev stående ganske roligt idet han lod foden bevæge sig en anelse nærmere kanten og hun følte spændingen i kroppen stige og forventningen øges. Da han så blot trådte tilbage igen sukkede hun et hørligt suk og himlede med øjnene, hvor var han dog kedelig. Han vendte sig om mod hende og de så på hinanden, munterheden i hans stemme og hans ord fik et vidunderligt smil til at bryde frem over hendes læber idet hun løb hen til hende og overfaldt ham i et kram "Aldrig elskede... mit liv uden dig er værdiløs" svarede hun og slog armene rundt om hans nakke. Mari var nok den mest åbne blandt sine søskende, hun var munter, glad og dog mystisk, desuden behandlede hun ikke sine søskende som søskende men nærmere som elsker hvor hun kunne spille forførende og gøre sig til overfor dem. De var trods alt de eneste der var en smule værd at være omgivet af. At de faktisk var hendes søskende, eller halvsøskende og at det derfor kunne betragtes som ulækkert havde aldrig været en tanke, blandt guder var det jo almindeligt, da guderne i forvejen var søskende. De ville dog næppe blive så perfekte som hende. Hendes grønne øjne fangede hans idet hun stillede sig helt tæt på ham uden at slippe.

[Lux Price]

Lux kunne godt være sådan med hende. Kærlig. Som var de elskere. Måske netop fordi han ikke begærede hende som alle andre mænd ville gøre det. Selv dette falske udseende, ville have de fleste mænd på krogen. Tsk Tsk. Hans søster kunne vidst bare ikke lade være med at lege med de små stakler. Ikke at han egentlig havde noget imod det. Han var i teorien ligesådan.
Armene snoede sig om den smukke kvinde. På trods af at han ikke så videre stærk ud, kunne han nok sagtens have løftet hende og svunget hende rundt. Han lod dog være, mest fordi det ville være for anstrengende. For ham i hver fald som person. ”Smiger passer dig ikke elskede… Det burde være mig der kom med sådan en kommentar” lød svaret i en kærlig munter tone, som han strøg noget af det brune hår væk fra hendes ansigt og plantede et let kys på hendes kind. Hycintha var vidst virkelig den søskende han havde det bedst med. Hun forlangt aldrig andet af ham end at han tog lidt tid til at betragte hende. Ikke som Avitus der krævede tjenester… mod betaling… men arbejde!
”Hvad laver du dog herude min kære?” spurgte han i samme kærlige tone. De grønne øjne holdt øjenkontakten, som han undlod at lade undergrunden trække i ham. Han kunne i det mindste undskylde til Avitus før han gjorde egen drøm til virkelighed.

[Hyacintha Mariam Kiyomi]

Hans arme gled rundt om hende og trak hende derved tættere på. Heldigvis var Lux ikke som deres andre søskende, han var lettere at have med at gøre og man behøvede ikke tænke sig om hver gang man sagde eller gjorde noget i hans nærhed. Han var stort set ligeglad og altid for doven til at give det en større reaktion. Hans ord bragte en mild latter over hendes læber idet hun så kærligt og dog drillende på ham "Det er ikke for sent, du ved jo hvor højt jeg elsker at høre dig sige noget sådan" svarede hun mildt og strøg blidt hans kind inden hun kyssede ham på kinden. "Du havde vel ikke i sinde at forlade mig ved at hoppe derned" lød hendes dramatiske stemme så forfærdet lød hun over hans tidligere opførsel. Hans spørgsmål fik hende til at smile "Nyder naturen" løj hun, hun ville næppe være her kun for at nyde naturen.

[Lux Price]

Lux smilte ved hendes ord. Det var så typisk Hyacintha. Måske det var derfor han holdt mere af hende end nogle af deres andre søskende. Hyacintha var munter og glad, uden at være det på en krævende måde. Hun vidste hvem han var, hvorfor han var der, og respekterede hans person, lige som han respekterede hende for den hun var. Ikke som dumme Avitus der krævede hjælp hele tiden. Lux fnøs svagt ved tanken. Han havde helt glemt alt om krigen, og derfor også alt om sit løfte til Avitus. Forvent aldrig at få hjælp af dovenskaben selv. Det havde bare virket … som for meget arbejde?
Ved hendes ord om at han havde haft i sinde at hoppe, glemte han alt om deres broder og smilte kærligt til hende. ”Selvfølgelig ikke min kære” lød ordene forsikrende, selvom hans evne til at lyve var lige så god til Hyacinthas. Havde en hver anden, måske foruden deres søskende, hørt denne løgn Hyacintha kom med, ville de have troet hende på stedet. At han vidste det ikke var så simpelt som at nyde naturen, nævnte han ikke. Nok var Hyacintha en kvinde. Men hun gik ikke bare og nød naturen. Lige så smuk, og mild og glad hun kunne virke… lige så farligt et monster var hun også. Præcis som ham selv. Han havde trods alt set hvordan hans søster kunne tvinge de ellers mest retskafne mænd, til at være hendes slaver, blot med ord og sit udseende.

[Hyacintha Mariam Kiyomi]

Ja hun var munter, glad og altid snaksalig.. eller.. i hvert fald når hun var i godt humør. Men hendes søskende kendte hende godt, nogle af dem holdt sig langt væk, andre nød hendes fjantede personlighed, heldigvis havde Lux intet imod den ellers havde han nok for længst skubbede hende fra sig. Avitus var nok den af brødrene der var mest krævende, Guillotine af søstrene, men sådan var det jo, enhver familie havde nogen der så sort på alting og var konstant negative. Hun smilede ved hans svar, han løj, men det havde hun jo selv gjort så det var der intet underligt i. ”Du vover på at efterlade mig i denne grusomme verden helt alene” svarede hun drillende og greb fat om hans hånd hvor hun trak ham væk fra kanten og hen mod nogle træer, hun skubbede han ned at sidde og satte sig overfor ham ”Hvor har du været henne?” spurgte hun ”Jeg har ledt efter dig overalt” okay det var løgn men en hvid løgn for hun havde da savnet ham.. det var til gengæld ikke løgn.