Post by Mimi Poussière on Jan 19, 2012 13:49:58 GMT 1
Mørket var bestemt en ting, som var velkommende efter Mimis mening på grund af det gjorde det hele lidt nemmer ved at skjule sig i det og dog, så det at der ikke var en eneste stjerne på himmelen ikke lige det, som hun havde kunne ønske sig på grund af hun havde været nød til at pakke alle hendes ting meget tidligt i en fart. Da hun havde hørt rygter omkring at hendes far og storebror var blevet set i en by par km. væk fra hvor Mimi havde opholdt sig. Dog, så vidste Mimi godt, at det ikke var rigtig far eller bror. Men alle de år, hvor hun havde levet i deres fangeskab så havde det gjort, at hun var begyndt at se på dem, som hendes familie og det eneste, som hun rigtig kunne huske omkring hendes egne familie var hendes mors navn samt navnet Ashley - Alt andet var, som en tyk tåge, hvor man ikke kunne se en hånd foran sig.
Men hvis der var noget, som Mimi ikke havde i sinde der skulle sket så var det at de skulle få indhentede hende på grund af hun havde været på flugt fra dem lige siden hendes ægtemand var gået bort ved døden nogle året forinden. Men lige hvem der var død og hvem der havde gjort hvad med hvem af de kongelige var ikke noget, som Mimi flugte med i på grund af hvorfor skulle hun det ? når de aldrig havde gjort noget for hende og hun egentligt så var hun ligeglad med det. Da hun var nåede til klippen så begyndte hun at gå letter hurtigt opad den mens hun ind imellem så sig over skulder og derfor ikke lige lagde mærke til om der måske var nogle andre foran hende. Men den kølige vind, som der blæste var ikke en, som Mimi hilste velkommende på grund af den havde et par gange fået fat i hendes hætte, som hun havde trukkede helt over hendes hoved til at blæse af og det afsløre det lange blondt hår, som var sikker gentegn for hendes familie med hvem hun var på grund af hun havde altid haft langt, tyk blondt hår og egentligt så havde hun altid hadet det på grund af hun havde ikke styr hvor mange gange endte hendes far eller storebror havde hivet i det lige før at de skulle afreagere på hende.
Selvom hun havde en lang mørk kappe på så havde hun over hendes skulder en taske hængene, som indholdt de få ejendele, som hun havde og da hun ikke ejet så meget igen så var det også nemmer for hende at pakke hurtigt, som hun havde gjort meget tidligt på dagen mens søvn var noget, som hun ville undvære så lang tid, som hun kunne indtil at hun selv følte at hun var i sikkerhed. Så derfor havde hun ikke gjort nogle rigtig hvile hele dagen og på grund af det så pressede hun sig selv til at forsætte med at være på farten. Hun gik langs med den tykke mur og hun forsøgte så vidt, som muligt at holde sig hele tiden i mørket mens hun kiggede efter en åbning hvor der ikke ville være nogle vagter - sådan, at hun kunne smutte ind på den anden side. Hvad der ville være hende i vente på den anden side af murren havde hun ikke nogle ide omkring og alligevel så kunne det umuligt være værre end det, som hun havde oplevet de sidste mange år.
